”Vi har valgt at have et højt serviceniveau i Albertslund. Det er vigtigt, at vi kan fastholde det, også de kommende år”, siger Steen Christiansen.
”Vi har valgt at have et højt serviceniveau i Albertslund. Det er vigtigt, at vi kan fastholde det, også de kommende år”, siger Steen Christiansen.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Lige nu: Der skal findes 20-25 mio. kr. i Albertslunds budget for næste år

I løbet af august vil fire analyser komme med bud på, hvordan man kan effektivisere områder, som koster kommunen mange penge

”Mit bud er, at vi skal finde 20-25 mio. kr. i budgettet for 2018. Det er mange penge, men vi har dog tidligere håndteret større beløb”.

Det siger borgmester Steen Christiansen i en melding om, hvordan kommunens økonomi ser ud, før budgetforhandlingerne går i gang.

Og vel at mærke, inden Albertslund har fået klarhed over, hvor stort et tilskud vi får fra puljen til vanskeligt stillede kommuner. Det tal kommer i slutningen af august.

Den store ubekendte

”Det går godt for dansk økonomi generelt”, siger Steen Christiansen. ”Beskæftigelsen og boligmarkedet har det godt og nærmer sig højkonjunkturer. Det har gjort det muligt for kommunerne at få en aftale med regeringen, som har lagt luft ind i kommunernes økonomi. Det er godt, for kommunerne er meget optaget af at investere i forbedringer af velfærden”.

”Hvad betyder det så for Albertslund? Vi har fået 16,5 mio. kr. mere i indtægter fra selskabsskatter og likviditetstilskud. Til gengæld mister vi 12 mio. kr. på den kommunale udligning. Men samlet set betyder det, at vi får indtægter, som er 3-4 mio. kr. højere end forventet”.

”Lige nu er den store ubekendte årets særtilskud som vanskeligt stillet kommune. Sidste år fik vi 25 mio. kr., og det er altafgørende, at vi bliver tilgodeset her. Albertslund har nemlig en række særlige opgaver at løfte”, siger Steen Christiansen.

Han vil i øvrigt i nær fremtid aflægge indenrigsministeren et besøg for netop at forklare om hovedstadskommunernes særlige udfordringer.

”Der kommer en revision af udligningsordningerne i løbet af efteråret. Problemet for en kommune som Albertslund er, at regeringen har gang i en stor øst-vest flytning fra hovedstadsområdet til tyndt befolkede områder i Jylland. I 2018 er der lagt op til en flytning af 1 mia. kr. fra Hovedstaden til Vestdanmark. Her skal vi være skarpe og argumentere over for regeringen”.

Gøre tingene anderledes

Kommunalbestyrelsen i Albertslund har vedtaget en målsætning om, at der skal være et overskud på kommunens likviditet på 30-40 mio. kr. Den nyeste økonomirapport fortæller, at tallet for 2018 vil være 17 mio. kr. Så der skal altså findes 20-25 mio. kr. i næste års budget, forudser borgmesteren.

”Sidste år bestilte vi fire analyser: Hjemtagelse af borgere, som af forskellige årsager bor i andre kommuner. Beskæftigelsesindsatsen. Helhedsvurdering af borgerne. Indkøbsområdet. Samt en analyse af administrationen. De analyser kommer ganske snart, og de vil give et godt grundlag for kommunalbestyrelsen til at træffe beslutninger. Desuden bliver der tid til at inddrage borgere og medarbejdere i processen”, siger Steen Christiansen.

Nogle bud på, hvordan pengene skal findes, afhænger af analysernes konklusioner.

”Der vil kunne spares ved at gøre tingene anderledes, men det kan ikke udelukkes, at der kan komme til at ske omplaceringer eller afskedigelser. Jeg er sikker på, at kommunalbestyrelsen vil være nænsom og ordentlig i forhold til konsekvenserne for borgere og medarbejdere”.

Syd skal blive klar

En ting er kommunens drift – indtægter og udgifter.

Noget mere jordnært er anlægssiden. Steen Christiansen nævner en række områder, hvor der skal tages fat i løbet af 2018:

”Albertslund Syd skal gøres færdig, så beboerne i løbet af en kort årrække oplever et gennemrenoveret byområde, som de og vi som politikere kan være stole af. Rækkehusene er klar, gårdhusene skal færdiggøres, og så skal vi ind og se på brovejene i syd. Jeg håber, der kan afsættes en pulje til pilotprojekter her”.

”Herstedlund skole skal renoveres med mere lys og bedre lydforhold”.

”Klub Svanen skal enten renoveres eller nybygges, og det skal være, hvor Svanen er i dag”.

”Det nye gymnasium skal bygges – af NEXT”.

”På ældreområdet skal der skabes flere plejeboliger, og i den forbindelse skal etape 3 af sundhedshus-byggeriet opføres”.

”På skoleområdet skal investeringer i faglige og pædagogiske læringsmiljøer fortsætte. Klasserummene skal fortsat moderniseres. Og så står Herstedøster og Herstedvester over for omfattende tagrenoveringer. Vi taler om udgifter på to-cifrede milliobeløb pr. skole. Udgifterne kan lånefinansieres”.

”På idrætsområdet skal vi have gang i en udvikling af Albertslund stadion med den tiltrængte haludvidelse”.

”Endelig er der hele byudviklingsområdet. Albertslund Centrum vil få et ordentligt skub, når den nye udviklingsplan kommer fra ejerne Citycon, og snart udbydes posthusbygningen til salg. I Hyldagerparken skal vi have løst udfordringer med støj og med motorsportscentret. Albo og Kanalhusene skal sættes til salg. Og endelig er der hele udviklingen i Hersted Industripark og med Letbanen”.

Højt sderviceniveau

Sådan ser det ud lige nu. Verden kan være anderledes, når de sidste tal tikker ind om en lille måneds tid.

For Steen Christiansen er det centralt at sige:

”Vi har valgt at have et højt serviceniveau i Albertslund. Det er vigtigt, at vi kan fastholde det, også de kommende år”.

”Og så er det væsentligt at sige, at vi har fået afviklet kommunes gæld løbende, så vi i dag er nede på at skylde 15.600 kr. pr. borger. Det er pænt og ordentligt!”, siger borgmesteren.

Publiceret: 08. August 2017 07:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Albertslund Posten

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt