Kommunalbestyrelsens oktober-møde var efter alt at dømme denne valgperiodes længste. Foto fra streaming af mødet
Kommunalbestyrelsens oktober-møde var efter alt at dømme denne valgperiodes længste. Foto fra streaming af mødet
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Meninger om Budget 2018: godt budget, valgbudget, ansvarligt og uansvarligt

Budgetaftalen mellem S, SF, konservative og radikale er vedtaget. Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Venstre er gået sammen om fem ændringsforslag – som ikke blev vedtaget

Budgettet for næste år er vedtaget, og det blev som ventet aftalen mellem Socialdemokratiet, SF, konservative og radikale, der fik flest stemmer.

Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Venstre havde hver deres ændringsforslag, som ikke blev vedtaget. Og som noget helt nyt havde de tre partier fem ændringsforslag i en samlet pulje. Forslagene var: Max 22 elever i klasserne, et serviceløft i hjemmeplejen, stop for DOLL-projekter, pulje til sårbare børn og erhvervsudvikling i Hersted Industripark. De blev heller ikke vedtaget.

Nu er det jo valgår, og som tilhører blev man præsenteret for argumenter, der stak i hver sin retning: Det er et godt og ansvarligt budget, det er et uansvarligt valgbudget. Og så en række bud midt i mellem.

Socialdemokratiet

Borgmester Steen Christiansen (Soc.) var tilfreds med budgetaftalen, men medgav at det var et hårdt budget, som kan betyde ændringer i hverdagen eller afskedigelser.

Til gengæld stemplede han budgettet som ansvarligt, og fremhævede at kassebeholdningen vil være i plus med 56, 30, 36 og 41 mio. kr. i de fire kommende år.

”Aftalen giver et stort løft til børn, ældre og til idrætten”, sagde han. Borgmesteren fremhævede muligheden for at skolerne kan holde kortere åbent, at lukkeugerne er rullet tilbage, at der er sat dato på renovering af Svanen og Bakkens Hjerte. Ældreområdet tilføres flere plejeboliger, det åbne dagcenter rykkes til Gate 21, og madordningen kan bevares, indtil man finder en varig løsning. Der skal bygges seniorboliger – gerne allerede i 2018. Idrætten skal have den 3. hal på stadion, og der er sat penge af til lokale aktiviteter. Endelig fremhævede Steen Christiansen hele byudviklingen

Enhedslisten

Helge Bo Jensen (Enh.) mente, at budgetaftalen har gode elementer, men slet ikke tager fat på det vigtigste: At løse fattigdom, manglende beskæftigelse og behov for billige boliger i byen.

Han kritiserede budgetproceduren.

”Vi var med i forhandlinger, og troede ikke de var overstået, før det viste sig, at der var indgået en aftale uden os. Det er utilfredsstillende, at det er hvert parti, der ensidigt forhandler med borgmesteren. Vi vil foreslå en anden proces, hvor alle deltager og lægger ønsker frem. Og en mulighed for at diskutere i fagudvalgene også. Samtidig vil vi have et regneark, der gør det muligt for os at vide, hvad man egentlig kan flytte rundt på i det kommunale budget”, sagde Helge Bo Jensen.

Dansk Folkeparti

Danni Olsen (DF) var tilfreds med muligheden for kortere skoledage og for at droppe lukkeugerne. Også beslutningen om Svanen og Bakkens Hjerte fik hans støtte, ligesom flytningen af det åbne dagcenter.

”Men hvad så efter et år? Der er ikke sat penge af til det, og som vi ser det, skal det baseres på de frivilliges arbejde”, sagde han.

”Vi kan godt støtte en haludvidelse og penge til sporten lokalt. Men man glemmer at sige, at det vil gå ud over Toftekærhallen og Hyldagerhallen, som skal lukkes. Og så tror vi ikke på, der kan findes penge til en ny hal allerede i 2019”.

Danni Olsen ærgrede sig over, at der er vedtaget en udvikling af Hersted Industripark, som slet ikke tager fat om det forslag DF for nylig kom med, der skal fremme erhvervsuddannelser i området. Og med byudviklingen i Syd tages der ikke fat om rotteproblemer og skrald der hober sig op.

Af egne forslag fremhævede han løft på 2 mio. kr. af hjemmeplejen. Pengene skal øge kvaliteten og tilfredsheden. Og Hersted Industripark bør udvikles, så der bliver øget fokus på erhvervsuddannelser, praktikpladser og arbejdspladser.

SF

Leif Pedersen (SF) syntes, der er mange gode takter i forligsaftalen.

”Noget af det man ikke har talt så meget om, er en besparelse, som SF var med til at sikre, ikke blev til noget: Nemlig den automatiske fremskrivning af lønudgifter, som ville gå ud over de ansatte og betyde ringere service over for borgerne”, sagde Leif Pedersen.

Han fremhævede også kortere skoledage, ingen lukkeuger, vikardækning under barsel/sygdom for kommunalt ansatte, færre forskellige til hver borger i hjemmeplejen, styrkelse af sundhedshuset, penge til Ungecentret, dato for renovering af Svanen og Bakkens Hjerte, penge til idrætten og til byudviklingen. Og så en SDF-mærkesag: Mindre støj i byen og flere penge til puljen af støjnedbringelse.

Venstre

Brian Palmund (V) kaldte budgetaftalen for et valgbudget, der ikke hænger sammen økonomisk.

”Lige nu er der penge i kassen, men overskuddet dækker slet ikke de samlede udgifter i en 11 sider lang aftale, der kun på et punkt anviser, hvor pengene skal komme fra. Der vil mangle 75 mio. kr. som kun kan hentes hjem ved skattestigning eller ved at droppe anlæg af stadionhallen og klubrenoveringerne. Det bliver nok begge dele”.

Venstre har ønsket sig et loft over elever i klasserne, profillinjer i udskolingen, niveaudelt undervisning, en beskæftigelsesoffensiv og straksaktivering af unge.

”Vi har fem forslag sammen med DF og Enhedslisten, og det vidner om en vilje til at samarbejde på tværs i salen. Noget der i høj grad er behov for”, sagde Brian Palmund.

Konservative

Lars Gravgaard Hansen (Kons.) var tilfreds med, at budgetaftalen fremhæver en ansvarlig økonomisk politik og ingen skattestigninger de næste tre år.

”Vi synes godt om, at der er afsat penge til HIC omklædningsfaciliteter og til at få gang i den 3. hal på stadion. I den forbindelse skal vi også sikre ALOT faciliteter – enten i forbindelse med halbyggeriet eller som et klubhus”, sagde Lars Gravgaard Hansen, der også var glad for penge til lys til idrætten og glad for, at man i 2018 vil se på anvendelsen af Herstedvester Svømmehal.

Han pointerede det vigtige i, at grundsalg nu bliver en del af anlægsbudgettet. Var glad for at lukkeugerne er afskaffet og kortere skoledage kan realiseres.

”I de kommende år skal vi finde mange millioner i budgettet, og analyserne er i gang. I den forbindelse er bør vi som politikere allerede nu melde ud, hvor vi ønsker at spare. Vi skal tage ansvaret og ikke lade forvaltningen komme med forslag. Vi er valgt til at styre, og det skal vi her”, sagde han.

Radikale

Dennis Schmock (Rad.) sagde, at der var gode radikale aftryk i budgetaftalen.

”Der er ikke store besparelser på de borgernære områder. Aftalen rummer både tidsler og roser, men samlet set er det godt, at der kan bruges af kassebeholdningen på at udvikle vores by”, sagde han.

Han fremhævede de radikale aftryk: mulighed for åbent på biblioteket uden personale med adgang via sygesikringskort. Penge med til afholdelses af kortere skoledage. Lukkeugerne rullet tilbage. Gang i den 3. hal. Udfasning af Hyldagerhallen, som kan indgå i kommende grundsalg og boligbyggeri. Planer for Herstedvester svømmehal. Trafiksikkerhedsprojekt omkring Herstedlund. Byudvikling – hvor der skal satses på ejerboliger, fordi Albertslund i forvejen har en meget stor andel almene boliger.

Følg debatten

Efter ordførertalerne var der debat. Du kan se og høre debatten via kommunens hjemmeside: albertslund.kommune-tv.dk

Du kan også se de enkelte partiers forslag til Budget 2018 på albertslund.dk

Publiceret: 13. Oktober 2017 06:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Albertslund Posten

ANNONCER
Se flere