Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Når almindelige mennesker bliver politikere

”Den politiske kandestøber” kan ses i moderne udgave i MusikTeatret

Det er en bearbejdet og moderniseret Holberg-forestilling ”Den politiske kandestøber”, som 17. april kl. 19.30 ruller over scenen i MusikTeatret.

Den politiske kandestøber er satire til tiden, skrevet i 1722, sat under ny lup i 2017. Komedien er bearbejdet af Thor Bjørn Krebs som også stod bag Folketeatrets succesfulde version af Holbergs Den stundesløse.

Handling:

Henrik Koefoed er kandestøberen, der hellere vil være politiker. I stedet for at passe sit arbejde og sin familie, sidder han på kroen med en håndfuld ligesindede, der nok mener at vide, hvad der betyder noget for dansken. Almindelige menneskers almindelige problemer har de jo selv tæt inde på kroppen. Kandestøberen læser også aviser og politiske håndbøger, så han er godt underrettet om indenrigs- og udenrigssager. Han er faktisk langt bedre egnet til at sidde med den politiske magt, end dem, der nu gør det. Hvis han selv skal sige det. Da det kommer den herskende magt for øre, at kandestøberen smeder politiske rænker, føler de sig truet. Man kan ikke risikere, at kandestøberens luftkasteller får grobund, så han udnævnes – på skrømt – til borgmester, og overdænges med politiske sager, som han ingen forudsætning har for at håndtere. Han vikles ind i et virvar af forklaringer og bortforklaringer, bilag, afsløringer og lokumsaftaler, der ikke holder vand i byretten. Mens sagerne ruller for kandestøberen, slider hans frue (Mette Horn) med at lære kunsten at omgås byens andre fine fruer, og hun har lige fået smag for at være fornem, da læsset vælter for hendes mand.

Den politiske kandestøber sættes i scene af Søren Iversen, og scenografien er skabt af Stine Martinsen. På scenen ses Henrik Koefoed, Mette Horn, Sonja Oppenhagen, Søren Hauch-Fausbøll, Lisbeth Gajhede, Torben Zeller, Kristian Holm Joensen, Mathias Sprogøe Fletting, Sofie Alhøj og Jesper Riefensthal.

 

Publiceret: 13. April 2017 03:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Albertslund Posten

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt