Sølvbryllup i æteren

For 25 år siden fik Kulturfronten idéen til Albertslund Nærradio. Jubilæet fejres med reception og fest i Kongsholmcentret.

En dugfrisk lov gav i 1983 støtte til lokale radioinitiativer over hele landet.
Sådan noget må vi også have i Albertslund. En folkeradio. En græsrodsradio. Det tænkte Torben og Käte Geucken fra Albertslund Kulturfront.
Som sagt så gjort. Der blev holdt møder, og frivillige meldte sig.
En af dem var Kasper Neergaard, der havde radioerfaring som freelancer ved Danmarks Radio.
"Jeg arbejdede som postarbejder og havde tid til at lave radio bagefter", siger han.
Kasper er stadig med. Han er vel nærmest blevet "Mister Nærradio" her hvor radioen gør klar til at sætte sølvbryllupsporten op og fejre sine 25 leveår. Kasper er ansvarshavende redaktør for radioen.

Lille lejlighed

"Vi rykkede ind i den lille lejlighed på 3. sal i Albertslund Centrum. Vi plejede at sige, at når vi var flere end tre til stede, var det ligesom at være til generalforsamling i VA", husker Kasper. Der var et lille kontor, lille studie og et teknikerrum. Men stemningen var i top og entusiasmen stortrivedes.
Der blev sendt to timers radio om ugen, og man delte radiofrekvensen med Glostrup. Det var i en tid, hvor der også skød radioer op i nabobyerne. VLR i Taastrup er nok den meste kendte fra den tid. De fleste var kommercielle, men Albertslund Nærradio har altid været reklamefri og holdt fast ved det. Blot to sekunders reklameblok, så ryger statsstøtten, som man stadig får en lille del af - sammen med tilskud fra boligforeninger, fagforeninger og politiske foreninger.

Kom ind fra gaden

"Vi var drevet at lysten til at lave noget lokalt og kunne gøre lige hvad vi havde lyst til. Der kom folk ind fra gaden og lavede radio om alt muligt. Men der har altid været en styring med en forening og en stationsleder, og vi har haft langtidsledige til at passe radioen - jeg husker da f.eks. at Povl Markussen har været stationsleder en periode", siger Kasper.
"De første udsendelser var rent flip. Mediet skulle prøves af. Men mange af dem, der har været med fra starten fik god erfaring med mediet og er røget videre i mediebranchen. Andre har holdt fast i Nærradioen og laver stadig udsendelser i dag. Det gælder f.eks. Harding Sonne og Harry, som laver 78er musik, og det gælder John Duelind og Mogens Brøgger der laver jazzprogrammer".
Det gælder også Kasper Neergaard, som trofast laver Hjemmeradio - eller Radio sutsko som det hed i starten - hver torsdag formiddag.
"Jeg lavede det sammen med Michael. Vi spillede godt op mod hinanden og havde det skægt".

Mange gode folk

"Vi har haft mange gode folk i programmerne. Ikke de almindelige kendisser med folk, som virkelig betyder noget - folk som ofte har betydning i samfundets baggrund. Det gælder forfattere, musikere og andre spændende folk".
I dag er radioen først og fremmest lokal. Der er f.eks. lige blevet sendt live fra Foreningernes Dag i 6 timer.
Men det er krævende at være udfarende og lokal. Derfor opfordrer Kasper hele tiden foreninger og private folk til at komme, hvis de har noget på hjerte. Mediet er åbent!
Lytterne bor i Albertslund - men også i nabobyerne. Der har aldrig været tid til en egentlig lytterundersøgelse i nærradioens i forvejen meget stramme budget. Men ud fra folks reaktioner ved man, at man når langt omkring.

Lokal forankring

"Det er mit håb for fremtiden: At vi forankres endnu stærkere i Albertslund og samtidig udvikler afstikkere til nabobyerne", siger Kasper.
25 års dagen fejres med reception for alle onsdag den 8. oktober kl. 15-18 i Kongsholmcentrets café.
Lørdag den 11. oktober kl. 19-23,30 er der spisning og underholdning samme sted. De ca. 20 ansatte ved nærradioen kommer gratis med, men alle andre betaler 100 kr. "Det er jo ingenting for god mad og topunderholdning", siger Kasper, der nævner fra programmet: Pio Simonsen med Swing Paradise, Nielsen-Hussum og DJ Mikkel Ymer, som slutter af med "Hollandsk Træskorock", hvad det så ellers indebærer.
Man kan få mere at vide om tilmelding ved at kontakte Flemming på tlf: 43 64 19 96.
Og skulle vi så ikke lige minde om, at Albertslund Nærradio den dag i dag kan høres på 94,5 MHz eller på 104,5 MHz på hybridnet.
brie

Publiceret 26 September 2008 10:48