Svend Aage er død

Albertslunds tidligere borgmester, Svend Aage Madsen, er død.

Af
Af Tage Dræbye

tidligere kommunalbestyrelsesmedlem for De radikale.

Der for mange tanker gennem hovedet, da vi så dødsannoncen. Var det virkelig Albertslund borgmester gennem de 10 år fra 1968 til 1978. Den mest turbulente periode i kommunes historie. Det var det.
Det er umuligt at yde ham retfærdighed gennem nogle få ord. Han er en af de få klipper Albertslund er bygget på.
Han var helt ny i kommunalpolitik, da han i 1968 blev valgt som borgmester.
Den "gamle" borgmester, Hans Nielsen, gav op. Formentlig mest af alt fordi Socialdemokratiet, ligesom de fleste andre "gamle" partier, var totalt splittet mellem tilflyttere og gamle Hersted-beboere. Hans Nielsen var blevet valgt på garantien for, at de "gamle" beboere ikke skulle betale prisen for tilflytningen. Den garanti var det svært at holde.
Da Hans Nielsen gik af skiftede flertallet i kommunalbestyrelsen fra de "gamle" til tilflytterne. Nu 6 tilflyttere og 5 gamle. Det delte sig ned igennem partierne, Socialdemokratiet, Venstre og konservative. Således stred kommunalbestyrelsen sig frem til kommunevalget i 1970 gennem mange 6-5 afstemninger i vigtige spørgsmål.
Efter kommunevalget i 1970 kunne Svend Aage se sig omkring på en kommunalbestyrelse med 17 medlemmer, hvor 14 var nyvalgte, tilflyttere, unge med små børn, risikovillige. Der var ingen tvivl om hans valg til borgmester (selv om bl.a. jeg i valgkampen havde "kandideret").
Det var i en periode, hvor der blev bygget 3 spor skole om året og ved det første budget blev vedtaget 14 nye daginstitutioner. Jo, der var nok at holde styr på for den jo ikke så erfarne borgmester. Men han tog fat og holdt fast.
Fra budgetforlig til budgetforlig, loyal overfor ønsket om at skabe en hel by og ikke kun en soveby, redelig, beskeden og ubestikkelig.
Den økonomiske og fysiske planlægning og budgetprocedurerne blev forbedret. Hvis vi skulle gå nedenom, skulle det ske med åbne øje. Energiske diskussioner om, hvad vi ville og hvordan vi kunne nå det, ofte det meste af natten efter et kommunalbestyrelsesmøde, der havde taget hele aftenen.
Vi gik ikke nedenom, men blev reddet af, at den meget store inflation efter anden oliekrise tog brodden af gælden.
De ti år fra 1970 til 1980 i kommunalbestyrelsen i Albertslund var klart på plussiden i mit politiske regnskab. De gav noget. Vi nåede noget. I de otte år frem til 1978 var Svend Aage omdrejningspunktet. Vi var bestemt ikke altid enige, men tiden var en bekræftelse på, at uenighed gør stærk. Klippestærk.
Tage Dræbye

Publiceret 25 May 2009 07:00