Rumpistol i Forbrændingen

Når den danske electronica-troldmand Rumpistol fredag 30. april giver koncert i Forbrændingen, bliver det en helt særlig aften for musikeren. Jens "Rumpistol" Berents Christiansen er nemlig opvokset i Albertslund, og han spillede endda til Forbrændingens åbningsaften tilbage i 1996 - en aften, der tilmed var hans egen 18-års fødselsdag. Jens boede i Galgebakken i årene 1978-96 og han gik på Holsbjergskolen til og med 7. klasse. Sin musikalske karriere begyndte han også i Albertslund, nemlig i grupper som Albertslund Musikskoles Big Band (med Moten Praem og Nikolaj Land Hansen) og Jens Carlanders guitarkvartet. Desuden spillede Jens med i børnerock-orkestret Kaj's Brilleband og Gallowhill Bluesband. Jens har også gået i fritid/ungdoms-klubben "Bakkens Hjerte" hos Peer Møllebæk, der i tidens løb har udklækket mange andre talentfulde musikere: Suspekt/Selvmord, DJ Hvad/Kid Kishore, Anders "Anden" Matthesen, Mark Solborg m.fl. Koncerten på lørdag er Jens "Rumpistol" Christiansens første på hjemegnen i mere end 10 år, og derfor glæder han sig ekstra meget til at besøge Forbrændingen sammen med sine veloplagte kolleger Bjørn Svin og Mofus. Koncerten i Forbrændingen er det næstsidste stop på Rumpistols velbesøgte Danmarks-turné i selskab med Bjørn Svin og Mofus, nemlig "Perler for Rum Svin"-turnén, der markerer udgivelsen af Bjørn Svins seneste og meget anmelderroste album "Browen". Albummet har bla. fået 6 stjerner i Soundvenue og 5 stjerner i både Ekstra Bladet, Berlingske Tidende, GAFFA og Urban.

Publiceret 26 April 2010 10:33

SENESTE TV