"Det allervigtigste for mig er at understrege, at der er tale om en stor holdindsats og at vi alle er superglade både for de opnåede resultater og for kåringen blandt alle vores øvrige dygtige EDC-kolleger", siger statsaut. ejendomsmægler og valuar John Munch.

EDC Erhverv Strandfelt vinder hæder

EDC Strandfelts Erhvervscenter med base i Taastrup kåret som erhvervscentret med størst fremgang i EDC Erhverv

På den netop afholdte konference for alle landets 240 EDC-butikker blev EDC Strandfelts Erhvervscenter med base i Taastrup kåret som erhvervscentret med størst fremgang i EDC Erhverv.
Baggrunden for tildelingen af prisen til EDC Erhverv Strandfelt er bl.a. en fremgang i salget og udlejningen på 70 pct. - en fremgang der ligger langt over hvad markedet generelt har oplevet. På grund af det fine resultat, har EDC Erhverv da også vundet betydelig markedsandel på Vestegnen.
Det var statsaut. ejendomsmægler og valuar John Munch, der på firmaets vegne modtog prisen:
"Det allervigtigste for mig er at understrege, at der er tale om en stor holdindsats og at vi alle er superglade både for de opnåede resultater og for kåringen blandt alle vores øvrige dygtige EDC-kolleger".
John Munch, der har det daglige ansvar for det succesrige EDC-erhvervscenter på Vestegnen, er rigtig glad for hæderen. Særligt fordi de flotte resultater langt hen af vejen baserer sig på tilfredse kunder, der har anbefalet EDC til deres venner og forretningsforbindelser.
Vestegnen er et attraktivt og efterspurgt erhvervsområde for virksomheder tæt på København. Derudover nævner John Munch 3 faktorer som grundlag for succesen:
"For det første er vi meget synlige i de lokale erhvervsområder med målrettet markedsføring. For det andet har vi lovet os selv og hinanden at være tro mod den strategi, vi har fastlagt for firmaet. En del af strategien er, at vi ikke nødvendigvis tager alle ejendomme ind, men til gengæld arbejder vi 100 pct. på at få solgt eller udlejet ejendomme, vi har taget. Og den sidste del er sådan set bare hårdt arbejde, idet vi vil være Vestegnens foretrukne erhvervsmægler".
Fremover vil kunderne udover de 3 hidtidige statsautoriserede erhvervsmæglere, John Munch, Torben Holritz og Børge Strandfelt, kunne møde en fjerde erhvervsmægler, nemlig Lotte Bach, der netop er ansat i erhvervscentret.
"Vi er rigtig glade for nu at være på plads med ekstra bemanding, idet vi skal kunne garantere vore kunder en tilfredsstillende betjening, når vi har travlt. Resultater skaber tilfredse kunder og tilfredse kunder kommer igen", siger John Munch.

Publiceret 11 May 2013 03:00