Kunstkommentar:

Justitia

Albertslundere skriver på skift om Jens Galschiøts debatskabende skulpturer, der nu står overalt i Albertslund. Denne kommentar er skrevet af Povl Markussen, Agenda Center Albertslund

Justicia er i mine øjne Galschiøts stærkeste skulptur. Som den vestlige verdens gudinde for retfærdighed holder hun en vægt i hånden. Den er symbolet på, at her gælder lov og retsvæsen. Men ser man godt efter, så lukker hun øjnene! Retfærdighed eller ej - hun vil ikke se virkeligheden, som den er, kun som hun gerne vil have, den skal være! For hvilken retfærdighed er hun egentlig gudinde for? I hvert fald ikke den udhungrede afrikanske mand, på hvis skuldre hun sidder. Hun har sit på det tørre, mens han står i vand til knæene. Et stærkt billede på de globale relationer, hvor handelsaftaler, der passer ind i vestens idealer og interesser, undergraver ulandenes mulighed for at brødføde sig selv og skabe et robust fundament for stabile samfund.
Vi har indrettet os, så vi i vesten får leveret naturressourcer og billig arbejdskraft, samtidig med at mange hundrede millioner, om ikke milliarder, lever under umenneskelige forhold, sidder tilbage med den mest ekstreme forurening og de værste konsekvenser af klimaforandringerne - lige fra tørke til oversvømmelser. Justitia er vores retfærdigheds gudinde, men køn er hun ikke! Og vi danskere hører til i top 4 over alverdens lande, der har det største forbrug og indvirkning på kloden pr. indbygger. TOP 4! Som Fru Justitia lukker vi øjnene og ser os som de gode, men i virkeligheden nægter vi det objektive og undergraver derved humanismen og det globale demokrati. Vi degenererer fra retfærdighed til selvretfærdighed.
Nu skal man dog ikke tro, at Fru Justitia fra sin ophøjede position er kold, ufølsom og uden empati for den arme afrikaner. Nej, hun bekymrer sig faktisk om hans skæbne. I teksten til skulpturen siger hun:
”Jeg sidder på ryggen af en mand.
Han er ved at segne under byrden.
Jeg vil gøre alt for at hjælpe ham.
Undtagen at stige ned fra hans ryg.”
Et stærkt citat lånt af Leo Tolstoj, der skrev det for mere end 100 år siden.
Justitia – der også hedder ”Survival of the Fattest” - står i Kanalen. En placering der understreger skulpturens dimension om energiforbrug, klimaforandringer og havstigninger. Han er presset både nedefra og oppefra, mens hun har sit på det tørre, idet det dog er tydeligt for enhver, at sikkert i sadlen sidder hun ikke. Korthuset kan brase sammen. Det er ikke kun ham, der er skrøbelig. Hun er det også. Det er nok værd at tænke lidt over…

Publiceret 24 May 2013 03:00

SENESTE TV