Kunstkommentar:

Min indre svinehund

Albertslundere skriver på skift om Jens Galschiøts debatskabende skulpturer, der nu står overalt i Albertslund. Denne kommentar er skrevet af Tage Dræbye

Det onde har altid fascineret kunstnere. Går man tilbage i tiden, til kalkmalerierne i de danske kirker, som jo er en slags tegneserier over de bibelske fortællinger, udgør beskrivelsen af dommedag og skærsilden med djævle og dæmoner noget af det mest iøjnefaldende. Som oftest er netop disse billeder mere interessante og mere dynamiske end fortællingerne om det gode, om Gud, Jesus og de gode gerninger.
Jens Galschiøts skulptur ”Min Indre Svinehund”, som er opstillet på Bytorvet som led i den store Albertslund-udstilling af hans værker, knytter sig til denne gamle fortælletradition. I stedet for at have et religiøst budskab, så har den et humanistisk. ”Den indre svinehund vokser sig stor, når mennesker udsættes for vold fornedrelse og den angriber mennesketes etiske værdigrundlag” .
Med skulpturen understreger Galschiøt, at selv om vi har en udtalt tendens til at se det onde som noget, der er uden for os selv, så stemmer det ikke. Vi er alle både gode og onde og vi har en latent dæmon liggende under huden og har derfor også forpligtelse til at holde styr på det onde.
Det onde materialiseres i udstillingen i en menneskestor skulptur af vores indre svinehund. En menneskekrop med et ædende ondt svinehoved. Galschiøt ser svinehunden i et europæisk perspektiv, som en dæmon, der flere gange i historien gennem fascisme og nazisme har overtaget og ødelagt den europæiske civilisation.
Det direkte, bogstavelige og håndfast symbolske karakteriserer Jens Galschiøts kunst. Og han er måske især derfor kommet ud af trit med samtidskunstens officielle repræsentanter. Til gengæld er det lykkedes ham at få opmærksomhed. Min Indre Svinehund var således udstillet i 20 forskellige byer i 11 forskellige lande.
Man kan da heller ikke komme uden om, at han har noget på hjertet. Det direkte og bogstavelige i hans skulpturelle motiver giver uden sammenligning i øvrigt associationer til billedkunsten omkring år 1500, f. eks. kunstnere som Hieronymus Bosch og Pieter Bruegel. De er jo også mest fængslende, når de sætter fokus på det onde. Et af Bruegels billeder er således en illustration af en række forskellige nederlandske ordsprog. ”Min Indre Svinehund” er måske ikke et ordsprog, men tæt op af det.
Jeg må - uden på nogen måde at frakende Galschiøt det store humanistiske engagement - indrømme, at der for mig er lidt for meget pegefinder i hans skulpturer, ikke mindst i ”Min Indre Svinehund”.
Desværre synes jeg også, at kunstneren har valgt en forkert placering af skulpturen. Bytorvet kunne ikke være bedre, men svinehunden er løftet 3 meter op i luften, således at den ganske enkelt var svær at se en solskinsdag midt på dagen.
Jeg synes, at meningen med at udstille Min Indre Svinehund netop skulle være, at jeg kunne gå rundt om den, kikke den dybt ind i øjnene, blive bekymret over, at den også lever inde i mig. Dette blev i stedet en fantasi, men det var måske heller ikke så værst.

null

Publiceret 25 May 2013 03:00