Kom ind i varmen

Igen i år inviteres der til åbent hus på Varmeværket

Store og små albertslundere får nu igen mulighed for at kigge indenfor på Varmeværket, når dørene slås op til åbent hus. Det sker meget passende søndag den 2. februar, hvor det ifølge statistikken er allerkoldest. På dagen kan alle nysgerrige så vel som interesserede og tekniske nørder ved selvsyn opleve, hvad der egentlig foregår i den store betonbygning med de himmelstræbende blå skorstene. Og der foregår rigtig meget derinde. De laver meget andet end at sende varmt vand ud til vores radiatorer.

Omdrejningspunkt

”Varmeværket er et omdrejningspunkt i byen”, siger forsyningschef Hans-Henrik Høg, ”Vi er i fuld gang med at udvikle fremtidens lavtemperatur fjernvarme, og vi klør på med byens fysiske renovering og omstilling til den energieffektive by. Det er noget af det, vi gerne vil fortælle om, for det er vi faktisk ret stolte af. Sidste år, hvor vi holdt åbent hus for første gang, havde vi stor succes med det”, fortsætter forsyningschefen.
”I løbet af dagen kom over 200 på besøg. Den interesse vil vi gerne imødekomme, så nu slår dørene op igen, så alle albertslundere kan komme ind og se, hvad der sker, og hvordan der egentlig ser ud indenfor i deres Varmeværk. Udover rundvisninger hver time opstiller vi også nogle boder, hvor man bl.a. kan høre mere om vores arbejde med energibesparelser. Man kan få information om boliger i Albertslund, der allerede er energirenoveret, og ønsker man selv at energirenovere sin bolig, eller måske bare skifte radiatorventiler, cirkulationspumpe eller vinduer, så kan man tale med en tekniker og få gode råd – ikke bare om det tekniske, men også om hvordan vi økonomisk støtter de energibesparende tiltag, man som borger gør på sit hus. Der er faktisk rigtig meget man kan få tilskud til, så det kan godt betale sig at kigge forbi”, slutter Hans-Henrik Høg.

Model af kraftværk

Agenda Centeret, der også deltager, fortæller om deres tilbud til ejerboliger, som de kommer på besøg hos med et specielt varmefølsomt kamera for at termografere boligerne. På den måde opdages utætheder eller kuldebroer. Det er et tilbud til alle - uanset om man er tilsluttet fjernvarmen eller ej. ”Med en termografering af sit hus, har man et godt fundament at gå ud fra, hvis man gerne vil øge komforten i sin bolig og samtidig få et lavere varmeforbrug,” siger Zacharias Madsen fra Agenda Centeret.
Ved Åbent hus på Varmeværket vil der også være mulighed for at se en model af et kraftværk i drift og der vil være en quiz, hvor præmien er 1 MWh fjernvarme. Desuden byder Varmeværket på frikadeller med kartoffelsalat, sodavand samt kaffe, the og kage.
Arrangementet på Varmværket, Vognporten 9, er gratis og varer fra kl. 10 til 13 søndag den 2. februar. Der vil være rundvisninger kl. 10.30, 11.30 og 12.30.

Publiceret 28 January 2014 04:00

SENESTE TV