Red farmor i centret:

Kom til stor event om røgalarmer

Beredskabet inviterer 1. december i Albertslund Centrum

Kender du en "farmor", som mangler en røgalarm? Og vil du gerne være dagens helt på 5 minutter?
Så var det måske en idé at dukke op i Albertslund Centrum på tirsdag den 1. december. Her inviterer beredskabet til en stor event fra kl. 16-19. Her bliver der på en underholdende måde sat fokus på røgalarmer og brandsikkerhed.
Scenen bliver sat med en brandbil fra Vestegnens Brandvæsen, flere scenarier på brand i hjemmet, gratis bøger til alle børnene og med brandmanden Søren Bentin bag mikrofonen der guider publikum gennem fakta om brand, forebyggelse og hvor stor forskel en røgalarm har.
Klovnen Tot laver en brandhjelm til børnene af balloner, og de kan få lavet en ansigtsmaske som dagens helt hos Shiva.
Beredskabet byder på en kop kaffe og et stykke ”kravle under røgen-kage” til de hurtige.
Kriseberedskabet i Albertslund opsætter gratis røgalarmer hos de første 200 ældre i samarbejde med brandbevægelsen. Det vil sige, der kommer en frivillig hjem og opsætter røgalarmen korrekt efter aftale med de borgere, som man taler med ved arrangementet i centret på den store scene foran apoteket.

Red farmor

Baggrunden for arrangementet er alvorlig. Hvert år omkommer gennemsnitligt 75 mennesker som følge af brand, heraf mange ældre. Kampagnen opfordrer unge til at installere røgalarmer hos de ældre.
I den kommende tid gennemfører BrandBevægelsen en kampagne, som særligt fokuserer på ældre menneskers behov for en røgalarm i hjemmet. Den kan vise sig at være en investering for livet.
Kampagnen hedder 'Red Farmor' og gør os opmærksomme på at hjælpe ældre mennesker med at få en røgalarm sat op. Ældre mennesker har sjældent røgalarmer i hjemmet, samtidig med at det netop er denne gruppe, som er ekstra udsat for at komme til skade ved brand.
Generelt er ældre mennesker langsommere til at slukke ilden eller bringe sig i sikkerhed, og hvis de bliver forbrændt eller røgforgiftet, tåler de det dårligere end unge mennesker. Læs mere om "Red Farmor" på hjemmesiden www.redfarmor.dk.
due

Publiceret 25 November 2015 09:54