Lasse Storm Hansen overtager chefjobbet i Føtex Albertslund fra Jan Wiuff, der skal til Ølstykke.

Lasse Storm Hansen overtager chefjobbet i Føtex Albertslund fra Jan Wiuff, der skal til Ølstykke.

Chefskifte i Føtex Albertslund

Ny varehuschef bliver Lasse Storm Hansen. Jan Wiuff har fået nyt job hos Føtex Egedal

Af
Jørgen Brieghel

Føtex i Albertslund får ny chef 15. august. Lasse Storm Hansen, 38 år, overtager efter Jan Wiuff, der har været varehuschef i fem år. Vagtskiftet kommer, fordi Jan Wiuff har sagt ja til et nyt job som chef for Føtex Egedal. "Jeg har været rigtig glad for at være i Albertslund. Det er en god butik med et godt personale og mange dejlige stamkunder", siger Jan Wiuff. "Derfor er der sket rigtig meget inden for de fem år, jeg har været her. Hele varehuset er renoveret, vi har fået en ny konkurrent, og så er SuperBest lukket. Med andre ord har der været meget at tage sig af, og det er også en af årsagerne til, at jeg har været her i en forholdsvis lang periode. Desuden bor jeg med min familie i byen, og det har naturligvis også haft betydning". Ved siden af sit job som varehuschef i Føtex har Jan Wiuff været formand for Centerforeningen for Albertslund Centrum. "Den post er jeg desværre nødt til at forlade. Bestyrelsen har forleden besluttet, at man kører videre uden formand ind til næste generalforsamling i marts. Men det er med et vist vemod, jeg siger farvel til posten", understreger Jan Wiuff.

Ferie på tømmerflåde

Ny varehuschef i Føtex Albertslund bliver altså Lasse Storm Hansen. Han bor i Slagelse sammen med sin hustru og deres to piger på 6 og 9 år. "Jeg har været i dansk Supermarked i 18 år. Både i Bilka, Føtex og Netto England", fortæller Lasse Storm Hansen. "De sidste fem år har jeg været foodchef for Føtex Glostrup. Det er første gang, jeg bliver varehuschef, og det var oplagt, at jeg lagde billet ind på jobbet, da der kom en rokade. Jeg glæder mig meget til at starte i Albertslund. Fra min tid i Glostrup kender jeg lokalområdet, og jeg ved jo, at Jan har gjort et formidabelt arbejde med Føtex Albertslund. Det er en butik, hvor basis bare er i orden, der er ikke noget, som skal ændres". Fritiden bruger Lasse Storm Hansen på at løbetræne og dyrke friluftsliv. "Vi bruger meget tid i familien på at sejle i kano eller bare pakke teltet og tage ud i naturen. Vores sommerferie i år skal for eksempel gå til Värmland i Sverige, hvor vi skal sejle på tømmerflåde. Det bliver en sommerferie uden mobiltelefon og kun med ren afslapning!", siger Lasse Storm Hansen. Det er ikke så vanskeligt at få familiens opbakning til det, for hustruen er nemlig tidligere spejderleder. Lasse Storm Hansen har første arbejdsdag som varehuschef i Albertslund 15. august. Jan Wiuff har sidste dag 12. august.

Publiceret 15 July 2016 00:00