Masser af medaljer og pokaler præger Yones Darid Aulaqis værelse.

Masser af medaljer og pokaler præger Yones Darid Aulaqis værelse.

Se video:

12-årige Yones har sparket sig til masser af medaljer

Ung taekwondo-kæmper imponerer: Har vundet DM tre gange

Af
Finn Due Larsen

Finn Due Larsen

Guld-, sølv- og bronzemedaljer præger væggene i børneværelset - og på hylderne står der flotte, skinnende pokaler.
Den 12-årige Yones Darid Aulaqi har på få år gjort en kometkarriere indenfor taekwondo-sporten. Tre år i træk har han vundet DM og en lang række stævner og internationale turneringer.
Præstationer, der har været med til at gøre Albertslund Taekwondo Klub til den mest vindende klub i Danmark. Den imponerende medaljehøst er hentet hjem over en periode på seks år. Kun 6 år gammel begyndte Yones i klubben i 2010.
Gennem klubben og familien har Yones forlængst lært, hvad der skal til for at nå så langt:
"Man skal passe sin træning, og man skal være seriøs, når man er i gang", siger han.
Han træner fire dage om ugen, to timer hver gang. I familien i Svanens Kvarter er man i det hele taget grebet af taekwondo-sporten. Yones' to yngre søskende, Yosef og Azal, går også sammen med Yones og deres far, Darid Aulaqi, med til træningen i klubben.
For i familien, der stammer fra Yemen, lægger man stor vægt på opbakningen hjemmefra, når det handler om at være seriøs med sporten.
Og skal Yones give nogle gode råd fra sig om hvordan man bliver en god taekwondo-kæmper, er han ikke i tvivl:
"Man skal være hurtig og smidig. Fokusere og være koncentreret", siger han.”
Den 19. november gælder det igen DM. Med mulighed for det fjerde mesterskab på stribe.
Se video med Yones Darid Aulaqi på kommunens Facebook-side.

Vores Albertslund

De næste par måneder samarbejder AP med Albertslund Kommune om at komme tættere på nogle af byens borgere. Kommunen lægger en række film på Facebook om livet i byen. Om mennesker, der har fået inspiration fra Albertslund - og nu giver noget godt tilbage igen. Her i avisen bringer vi interviews med hovedpersonerne fra filmene. I dag med Yones Darid Aulaqi – se filmen med Yones HER

Publiceret 08 November 2016 12:41

SENESTE TV