Vikingelandsbyen har inspireret til debut-roman

Leila Joensson er kendt i Albertslund som naturfagsvejleder. Men hun har et kunstnerisk liv ved siden af, og hun har netop færdiggjort første bog i en historisk trilogi

Af
Jørgen Brieghel

”De kiggede op mod taget. Der var så højt til undersiden af tagets midte, at rummet ovenover dem nærmest virkede trykkende…Billedskærerens arbejde var storslået. Stolperne, der bar tagkonstruktionen, var udsmykket med slyngende ornamenter, der lignede slanger og dyr, der bed i hinandens ben og arme. På væggene hang broderede tæpper. Der var udhuggede huller i væggen. Selvom dagens sidste solstråler kæmpede sig vej gennem hullerne, virkede her mørkt og køligt”.
Teksten er hentet fra den nye historiske roman ”Harigasti - Hærgæsten”, og hvis du synes, beskrivelsen virker bekendt, er det ikke tilfældigt. Vi er nemlig i salshuset i Vikingelandsbyen i Risby.
Forfatter til romanen er Leila Joensson. Sidste uge holdt hun bogreception på udgivelsen af ”Harigasti” – første del af en trilogi.

“Harigasti - Hærgæsten” er første bind af tre. Pressefoto

“Harigasti - Hærgæsten” er første bind af tre. Pressefoto

Naturfagsvejleder

Leila Joensson er nok bedst kendt som naturfagsvejleder i Albertslund kommune. I forbindelse med Åben skole har hun været projektansat i fire år. Men Leila Joensson er vokset op i Albertslund, har boet herude i mange år og har været en del af hele Vikingelandsbyens historie.
”Det var mens jeg arbejde i børnehuset Rosenly, og vi var med til Børnefestugen, at jeg første gang mødte Vikingelandsbyens tidligere leder, Jørgen Poulsen”, fortæller Leila Joensson. Hun blev betaget af hans idéer om børn og historie, og Leila meldte sig ind i Venneforeningen.
”Jeg har ikke været med til at bygge salshuset, men jeg har haft fornøjelsen af at arbejde heroppe sammen med bl.a. Bente Draiby. Det var en skøn tid for en wannabe-arkæolog som mig!”
Det var i Vikingelandsbyen, hun fik inspirationen til til at skrive en historisk roman, som beskriver den førromerske jernalder – ca. 230 år før Kristus.
Romanen bygger på virkelige hændelser i tiden forud for vikingerne og giver et indblik i stammernes traditioner og religioner, og hvem danskerne er efterkommere af. Gennem hovedpersonens øjne oplæever vi jernaldermandens hverdag. En historie, der til slut fører til kimbrernes udvandring og romernes erobring af Britannia.

Nysgerrig på tiden

”Jeg er nysgerrig på tiden og forelsket i den historiske vinkel. Jeg bruger min hovedperson i en fiktiv fortælling, der er bundet op på de historiske hændelser, vi kender til. men for mig er det primært den skabende proces, der fænger mig. Ligesom når jeg maler. Det er samme proces”, siger Leila Joensson.
Hun fik tid til at skrive, da hun blev deltidsansat i Albertslund.
”Jeg satte to dage om ugen af til at skrive. Det gjorde jeg i et halvt år. Derefter sendte jeg min roman ind til flere forlag, men jeg fik afslag på afslag!”.
”Jeg tog så kontakt til ”Skriveværkstedet” i København. Her fik jeg at vide, at romanen var god, men jeg manglede teknik. Jeg var f.eks. for doserende; manglede en ordentlig dialog”.
”Jeg skrev bogen om, og så ville skæbnen, at jeg fik ja fra tre ud af fem forlag. Jeg besluttede mig for at indgå kontrakt med forlaget Mellemgaard”.
Leila Joensson har brugt en del tid på historisk research til sin roman.
”Jeg tog f.eks. til Wales – og besøgte en gammel romersk by. De er meget dygtige til historisk formidling, og her kunne jeg sætte mig ind i, hvordan rammerne var for min fortælling. Jeg er meget obs på, at bogen skal være historisk korrekt. Men samtidig skal der være en god fortælling, som fanger læseren”.
”Harigasti – Hærgæsten” har forord af Christian Fischer, fhv. direktør for Silkeborg Museum og kan fås på Mellemgaards forlag.

Publiceret 23 March 2017 10:00

Albertslund Posten nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Albertslund Posten
SENESTE TV