DEBAT:

Konservativ skattepolitik for de få

Af
Helge Bo Jensen

Enhedslisten

Lars Gravgård Hansen skriver i AP, at jeg antyder at virksomhederne i Albertslund snyder i skat.
Det er ikke korrekt. Jeg antyder ingenting, jeg skriver direkte om den kendsgerning, at en række af de allerstørste virksomheder i kommunen år efter år undgår at betale den beskedne selskabsskat på 22%. Fx skriver jeg i AP d. 29/9:  ”Blandt de der ikke betaler skat kan nævnes: G4S (landets største sikkerhedsfirma, ingen skat i 2014 og 2015), Nobina Danmark A/S (busselskab, ingen skat i 2012-2015), Hoffmann A/S (ingen skat i 2012-2015), Konica Minolta (ingen skat 2012-2015) og Keolis Bus (landets næststørste busselskab, ingen skat 2013-14, og ingen oplysninger om 2015). En række af de øvrige firmaer betaler forsvindende små beløb.”
 
Lars Gravgaard Hansen kritiserer Helge Bo Jensen

Det er åbenlyst urimeligt, når mange store virksomheder undgår at betale skat. Om det er ulovligt ved jeg naturligvis ikke. Men det er da et besynderligt samfund vi lever i, hvor en ekstra tandbørste i badeværelset eller sko i entreen – også i Albertslund - kan føre til mistanke om socialt bedrageri hos en enlig mor eller far – mens skattemæssigt underskud år efter år hos nogle af landets største virksomheder ses som noget helt naturligt. Her er ikke noget kontrolteam i kommunen – og Skat lader heller ikke til at være særligt optaget af det.
Den konservative spidskandidat er særligt ophidset over at jeg skriver og udtaler mig om dette fordi jeg er formand for beskæftigelsesudvalget. Jeg mener nu, at ytringsfriheden gælder for alle. Man kunne få den tanke, at Lars Gravgaard er lige så uinteresseret i ytringsfriheden som han er i at de rigeste betaler skat. Men hvem skal så betale for vores veje, vores skoler, vores hjemmehjælp, Lars Gravgaard?

Vi vil have politik for de mange, ikke for de få. For de konservative er det åbenbart omvendt.

Publiceret 06 November 2017 08:30

Albertslund Posten nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Albertslund Posten
SENESTE TV