Jazzvindere:

Pengene skal gå til at lave flere arrangementer

Albertslund Jazzklub har vundet årets næstsidste runde af Føtex Sponsorvalg

Af
Jørgen Brieghel

”Det er dyrt at hyre musikere, så sponsorpengene skal gå til vores arrangementer”, siger en glad Lisbeth Busk fra Albertslund Jazzklub, da hun modtager en check på 5000 kr. som vinder af årets næstsidste runde Sponsorvalg i Føtex Albertslund.
Jazzklubben var i skarp konkurrence med Albertslundkoret, og det var faktisk kun fordi jazzfolkene selv bød ind med to arrangementer i Føtex, at den knivskarpe dyst gik ud til deres formål.
”Det er nemlig sådan, at for hvert arrangement de dystende foreninger byder ind med, lægger vi for 5000 kr. ekstra i deres postkasse i forområdet. Det er nemlig med til at skabe liv i butikken, og det er også en del af formålet med vores Sponsorvalg”, siger Lasse Storm Hansen, varehuschef Føtex, Albertslund.
Lisbeth Busk fortæller, at Albertslund Jazzklub har haft stort held med at genskabe klubben.
”Vi var faktsik helt nede på bare 29 medlemmer, da den nye bestyrelse overtog, og nu har vi 102 medlemmer, og økonomien er sund. Vi har gjort meget aktivt for at få fat i sponsorstøtte, og derfor er vi meget glade for de 5000 kr. fra Føtex Sponsorvalg”, siger hun.
Sponsorvalg er varehusets egen måde at fordele sponsorpenge til lokale foreninger. Kunderne er med til at afgøre, hvem der skal vinde. Hver gang der handles i Føtex, lægger man sin bon i postkassen hos den forening, man mener skal have de 5000 kr.
Denne gang vandt Albertslund Jazzklub.
Der er plads til tre foreninger i hver dyst, og det næste sponsorvalg går i gang allerede 22. november og løber frem til nytår.
Det går mellem Spejderne, Albertslund tennisklub og Kulturhuset Bikelundgaard.

Publiceret 08 November 2017 06:00

SENESTE TV