KV17:

Kandidaterne kom til kaffe - og god snak opstod

Uformelt vælgermøde i Valnøddegården, hvor boliger, økonomi og unge utilpassede fyldte mest

Af
Finn Due Larsen

Finn Due Larsen

Et vælgermøde - er det ikke sådan et, hvor kandidaterne sidder på en scene i et stort panel, og publikum nede i salen kan stille spørgsmål?
Sådan behøver det ikke være. Torsdag aften i Valnøddegården var det i hvert fald noget mere uformelt.
I andelsboligforeningens fælles beboerhus kiggede fire kandidater ind til kaffe - Dennis Schmock (R), Vivi Nør Jacobsen (SF), Michael Melchert (LA) og Danni Olsen (DF). Som tidligere omtalt er de fire gået sammen om en opfordring til private, foreninger, beboerhuse og andre om at invitere til kaffe og en politisk snak.
Så omkring et kaffebord og med hyggelig, dæmpet belysning gik snakken i øjenhøjde mellem kandidaterne og godt 15 fremmødte beboere om diverse politiske emner.
Boliger, kommunens økonomi og utilpassede unge var det, der fyldte mest i snakken.
Der var bred enighed om, at Albertslund bør tiltrække flere borgere, og nye boformer. Fra flere sider blev det fremhævet, at Albertslund er kommunen med næstflest almene boliger i hele landet, så der er brug for tilførsel af andels- og ejerboliger.
En beboer ville gerne høre kandidaternes holdning til, om kommunen skal afbryde samarbejdet med firmaer, der sætter deres penge i skattely.
En anden spurgte ind til planerne for Albertslund Centrum, og hvad man vil gøre for at tiltrække flere kunder.
Problemer med unge utilpassede, og hvad politikerne vil gøre, fyldte også meget af snakken over kaffen. Her var meningerne delte, men der var enighed om en langt tidligere, forebyggende indsats, og at forældrene må mere på banen.
Det klassiske spørgsmål om hvordan politikerne vil skaffe penge til kommunekassen, gav også mange forskellige bud. Udover som allerede nævnt flere nye borgere blev blandt andet også fremhævet effektiviseringer i administrationen og færre penge til kulturen.

AP fulgte debatten i de hyggelige lokaler og lavede en lille live-video på aftenen på vores Facebook-side. Gå direkte til videoen

Mange spørgsmål blev vendt og drejet rundt omkring bordet.

Mange spørgsmål blev vendt og drejet rundt omkring bordet.

Publiceret 10 November 2017 09:13

Albertslund Posten nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Albertslund Posten
SENESTE TV