SPORT:

A’GamerZ med til første danmarksmesterskab

Albertslund-drengene skal frem til foråret dyste i esportsgrenen CS:GO

Syv timer før fristen udløb blev holdet A'GZ Five fra Albertslund Gamerz tilmeldt. Nu skal de frem til sidst på foråret dyste om danmarksmesterskabet i esport.
Holdet deltager i esportsgrenen Counter Strike: Global Offensive (CS:GO), hvor to hold med fem spillere på hvert hold skal enten bringe en bombe til sprængning som terrorister eller forhindre modstanderen i det som antiterrorkorps. Halvvejs i en kamp bytter holdene side.
Det første officielle Danmarksmesterskab i esport hedder eSportligaen, hvor vinderen kommer til at repræsentere Danmark i europa- og verdensmesterskab. I den sidste del af mesterskabet bliver rent danske hold i verdenseliten som Heroic, Astralis og North inviteret.
Holdet består af Niels 'GlaXelL', Ishaq 'Ishaq0000', Sebastian '[DK] Panda', Oliver 'LequeonDK' og Bertram 'Birdymeister', som alle er 12 år.
Der stiller over 200 hold op i turneringen, så der bliver udfordringer nok i de 17 indledende kampe, inden grundspillet er færdigt.
“Det er, så vidt vi ved, det første og eneste hold fra Albertslund, som deltager i mesterskabet,” udtaler formand Claus 'Oksegrav' Agerskov i en pressemeddelelse.
Man kan følge holdet på www.agamerz.dk.
jesl

Publiceret 14 November 2017 07:00

SENESTE TV