DEBAT:

Enhedslistens medicin mod levebrødspolitikere

Af
Helge Bo Jensen

formand for beskæftigelsesudvalget

Enhedslisten

Vi synes det er et stort problem, når politikere bevilger sig selv højere løn, vederlag og frynsegoder. Det sker i et uhyggeligt omfang. Det er umoralsk og frastødende, og hvad værre er, så fører det til, at politikere lever helt anderledes end de mennesker, de skal repræsentere. En indtægt på 1,6 mio. om året gør det naturligvis sværere at sætte sig ind i, hvor store problemer det faktisk giver at skulle klare sig på dagpenge, der endda ophører på et tidspunkt. En ekstra indtægt på 200.000 kr. som udvalgsformand gør det naturligvis sværere at mærke, hvordan det er, at skulle klare sig for en typisk folkepension eller klare tilværelsen som studerende på SU eller som kontanthjælpsmodtager på den såkaldte uddannelsesydelse.
I Enhedslisten holder vi fast i, at kommunalbestyrelsesmedlemmer ikke skal have særlige privilegier, men en indtægt som alle andre. Og derfor betaler vi 33% af bruttoindtægten som kommunalbestyrelsesmedlemmer til vores partiafdeling. Når der er trukket ca. 50% i skat, er der ca. 17% tilbage. Det dækker rigeligt de merudgifter, der kan være i form af taxa til møder eller lignende. På den måde sikrer vi, at Enhedslistens KB-medlemmer deler vilkår med vores vælgere og medlemmer - og vi bliver ikke afhængige af indtægten, men kan ved hvert valg frit tage stilling til, om vi faktisk har lyst og energi til at stille op igen - og forsøge at blive valgt. Det er engagementet og interessen, der er bærende.
Enhedslisten har også et rotationsprincip, som vi er stolte af. Netop for at undgå levebrødspolitikere kan man kun repræsentere EL som folketingsmedlem i op til 11 år eller være borgmester i to valgperioder i træk. Så skal man ud og leve som alle andre i en periode, så man bevarer en solid kontakt med samfundet og menneskene udenfor Christiansborg eller rådhuset. Det gør vi kommunalpolitikere i forvejen, og derfor er vi ikke omfattet af rotationsprincippet.
Desuden synes vi, at de vilkår som fx borgmestre har, er så lukrative, at vi sørger for at reducere lønnen til et niveau som almindelige faglærte lønmodtagere. Det overskydende indbetales til Enhedslisten. 
En model, som vi kan anbefale alle andre partier. 
Hvis nogen skulle være i tvivl: Vi slås for velfærd og miljø for alle, ikke for at mele vores egen kage.

Publiceret 16 November 2017 08:48

SENESTE TV