Tegnestuens bud på den nye facade i Blokland.

Tegnestuens bud på den nye facade i Blokland.

Tagboliger, rækkehuse og grønne mødesteder på vej i Blokland

Blokland skal igennem en meget omfattende renovering, der kan gå i gang i 2019 og stå klar tre år senere

Af
Jørgen Brieghel

Teltet var fuldt, da beboerne i boligområdet Blokland i begyndelsen af oktober med overvældende flertal - 182 for og 11 imod - stemte for en ny helhedsplan. Afstemningen baner vejen for, at Blokland om få år bl.a. får 19 nye attraktive tagboliger og en mængde rækkehuse med egen have. De nyrenoverede boliger henvender sig til børnefamilier, enlige og ældre, der gerne vil bo grønt og tæt på København.
“Vi har store forventninger til omdannelsen af Blokland. Vi får et indbydende boligområde med fællesområder, der kan få børn, unge, voksne og ældre til at mødes om grillaftener, leg og havearbejde,” siger Qasir Mirza, der er formand for afdelingsbestyrelsen.

Udvikling af midtbyen

Det nyrenoverede Blokland bliver samtidig en del af kommunens udvikling af hele området omkring Albertslund Centrum.
”I udviklingen af Albertslund Midtby skal Albertslunds mange kvaliteter aktivt i spil – nærhed til grønne områder, et trygt stisystem, velfungerende boligområder, et fællesskab omkring miljø, kulturtilbud af høj kvalitet, fritidstilbud til børn og unge og innovative løsninger omkring ny belysning,” siger borgmester Steen Christiansen om kommunens plan for udvikling af Albertslund Midtby. Planen omfatter også en udvikling af den tidligere Vridsløselille fængselsgrund med uddannelsesinstitutioner, kulturtilbud og boliger.

Qasir Mirza og Gertrud Gelting ser frem til renoveringen af deres boligområde. Foto: Anne Selsøe Sørensen

Qasir Mirza og Gertrud Gelting ser frem til renoveringen af deres boligområde. Foto: Anne Selsøe Sørensen

Går i gang 2019

Allerede i 2015 fik Blokland et nyt og moderne beboerhus, som i dag danner ramme om en masse aktiviteter i afdelingen for børn, unge og voksne.
“Det nye beboerhus og byhaven er det bedste, der er sket for Blokland i de 20 år, jeg har boet her,” siger Gertrud Gelting, som er næstformand i afdelingsbestyrelsen. “Huset danner ramme om f.eks. fællesspisninger og kreativklub, og vores nye byhave og pizzaovn indbyder til hygge om sommeren. Det er bl.a. det fællesskab, vi håber på at styrke endnu mere med fornyelsen af Blokland.”
Udover de nye boligtyper omfatter renoveringen bl.a. også nye farverige facader, etablering af elevatorer i flere opgange og nye stisystemer og udearealer.
Efter Helhedsplanen blev godkendt af beboerne på beboermødet i oktober, skal den nu igennem forskellige behandlinger i kommunalbestyrelsen og Landsbyggefonden, som støtter byggeriet økonomisk. Renoveringsarbejdet forventes at begynde i starten af 2019, og det nye boligområde skal stå klar i slutningen af 2022.

Fælkesskab på grønningen i Blokland. Foto: Gertrud Gelting

Fælkesskab på grønningen i Blokland. Foto: Gertrud Gelting

Publiceret 17 November 2017 06:00