DEBAT:

Socialdemokratisk enevælde i AP?

Af
Christian Birk Hansen

Her sidst i valgkampen er det interessant at bemærke, hvordan Albertslund Posten og fuldstændigt klistret til med socialdemokratiske annoncer og indlæg - ikke blot i den fysiske avis, men også her i den elektroniske udgave.

Jeg synes, at det er påfaldende - "byens egen avis" som BURDE være fri for holdninger og politisk propaganda virker ikke til at have overvejet, hvorvidt det er rimeligt at byens absolut største og mest magfulde parti sidder SÅ voldsomt på annonceringen op til valget.

En ting er, at borgmesteren bruger AP som sin egen private billeddagbog, og aldrig forsømmer en lejlighed til at komme i avisen, hvis der skal klippes et rødt bånd over eller åbnes en kunstudstilling - det har vi (næsten) lært at leve med. Men den her mængde propaganda er fuldstædigt ude af proportioner, og i strid med god (politisk) markedsføringsskik.

Svar fra redaktionen

Kære Christian Birk Hansen!
Avisen og vores hjemmeside er åben for alle annoncører. Hvis vi sagde nej til nogen, ville det være i strid med lovgivningen.
Socialdemokratiet har købt annoncer i vores printavis og på vores netavis. Det har andre partier også gjort, og det er vi meget glade for.
Bruger man ikke sin lokale avis idag, har man den nemlig ikke i morgen. Det gælder i høj grad annoncering, som holder os i live.
 
Venlige hilsner
Jørgen Brieghel
lokalredaktør, AP

Publiceret 20 November 2017 19:00

SENESTE TV