Tennisklubben vandt tæt løb i årets sidste sponsorvalg

AIF Tennis Ungdomsafdeling blev årets sidste modtager af 5000 kr. fra Føtex Albertslund

Af
Jørgen Brieghel

Det blev et tæt løb mellem to foreninger i fjerde og sidste runde af Føtex’ sponsorvalg 2017. Men det blev AIF Tennis ungdomsafdeling, der kunne stikke afsted med æren og checken på 5000 kr. Princippet i sponsorvalget er, at kunderne bestemmer, hvilken forening, der skal have støtten. Ved hver handel i varehuset kan man lægge sin kassebon i en af postkasserne for hver af de tre foreninger. Denne gang ”Skovgruppen”, ”Tennisklubben” og ”Kulturhuset Birkelundgaard”. Skovgruppen tog ellers føringen allerede fra start med en meget stor portion stemmer. Herefter bølgede det lidt frem og tilbage mellem Skovgruppen og Tennisklubben, om hvem der fik flest stemmer. I december var først Tennisklubben med ’andedam’ og dagen efter Skovgruppen med uddeling af pebernødder forbi butikken og skrabe ekstra stemmer ind. Charmeoffensiverne skulle lokke kunderne til at stemme. Det gav nogenlunde lige mange stemmer hvilket betød, at Skovgruppen stod med det længste strå inden finaleugen.

Valget stor salgsdag

”Lørdag den 30. december, årets største salgsdag, troppede formanden for tennisklubben, Jytte Majcherek, op med et hold spillere, der hjalp kunderne med at pakke poser mod stemmer til klubben. Det resulterede i, til dato, det største antal stemmer på en enkelt uge. Sammen med de 5000 ekstra stemmer, der tildeles en forening, når de laver en event i butikken, lykkedes det Tennisklubben at overhale Skovgruppen på målstregen og tage 1. pladsen”, fortæller Lasse Storm Hansen, varehuschef i Føtex Albertslund. Resultatet endte derfor sådan: Tennisklubben fik 48,3 procent af stemmerne, Skovgruppen fik 40 procent, og Kulturhuset Birkelundgaard fik 11,7 procent. Tirsdag blev pengene overrakt til Tennisklubben. Jytte Majcherek og en håndfuld af ungdomsafdelingens medlemmer var mødt op i Føtex medbringende ketchere, og de iklædte sig tennistøj i anledning af overrækkelsen.

Ungdomsarbejdet

”Sponsorpengene skal gå til ungdomsarbejdet i klubben. Vi har endnu ikke besluttet, præcis til hvad. Det kan være en tur eller en træningsdag. Det finder vi ud af”, siger Jytte Majcherek, der i år kan fejre 25 års jubilæum som ungdomsformand i klubben. ”Mine børn er vokset op med tennis og er blevet bidt af det, så nu er børnebørnene også vilde med tennis”, siger Jytte Majcherek, der havde fire børnebørn med ved overrækkelsen – alle medlemmer af klubben. ”Vi er meget glade for støtten og siger tak til Føtex og til de mange kunder, som har stemt på os. Vi håber, at vi kan slå et ekstra slag for at gøre tennis populært ved at være med ved sponsorvalget. Vi har altid brug for nye, unge medlemmer”, siger Jytte Majcherek.

Nyt valg i 2018

”Det har været en kæmpe fornøjelse at se det engagement foreningerne har lagt for dagen gennem alle fire valg”, siger Lasse Storm Hansen. ”Vi kommer helt sikkert til at gennemføre sponsorvalg i 2018, men vi tænker på at ændre måden at afvikle sponsorvalget på, så der kun bliver to valg, til gengæld flere foreninger med p.r valg, og ved at hæve puljen, så der også kan tildeles 2. og 3. præmie”. ”Vi søger derfor nu igen foreninger til at deltage i sponsorvalget 2018. Alle kan tilmelde sig, så længe foreningen er godkendt med konto- og registreringsnummer samt cvr nummer. Foreninger der deltog i 2017 er selvfølgelig også velkomne i 2018”, slutter Lasse Storm Hansen.

Publiceret 10 January 2018 00:00

SENESTE TV