C-politiker til ministeren:

Lad os nu komme i gang med den letbane

Ministerens krav om yderligere undersøgelser af letbanen forhaler og fordyrer projektet, mener Lars Gravgaard Hansen

Af
Jørgen Brieghel

Ministerens krav om at få yderligere undersøgelse af letbaneprojektet forsinker projektet mindst tre måneder og gør det 15 mio. kr. dyrere for de 10 kommuner, der er med i den kommende bane. På den baggrund fik ministeren en kraftig opfordring fra Lars Gravgaard Hansen, konservativ politiker i kommunalbestyrelsen i Albertslund. ”Al forsinkelse fordyrer letbaneprojektet. Minister, tag dig nu sammen! Lad os komme i gang og komme videre med letbanen!”, sagde Lars Gravgaard Hansen. På det første møde i den nye kommunalbestyrelse skulle politikerne tage stilling til en indstilling om at udvide den såkaldte budgetbegrænsning, så der er penge til at holde hele organisationen til den kommende bane i gang i de ekstra tre måneder en yderligere undersøgelse vil tage. Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen har krævet en ekstern kvalitetssikring af letbaneprojektets risiko, og vurdering af behovet for reserver, og dermed om projektets samlede økonomiske ramme på knap 4 mia. kr. kan holde. For Albertslund vil det betyde en merudgift på 290.700. kr.

Ikke alle enige

Ikke alle politikere i kommunalbestyrelsen ønskede at bevilge pengene. Allan Høyer (DF) var imod: ”Hvis ikke det her havde været et offentligt finansieret projekt, så havde man for længst valgt at droppe det”, sagde han. ”Hverken tidsplan eller budget kommer til at holde. Det ved alle. Vi bør gøre noget helt andet. Inden projektet er på skinner, er hele teknologien forældet”. Leif Pedersen (SF) kunne godt tiltræde. ”Vi er sikre på, at behovet for en letbane i Ring3 er til stede. Det er i orden at sende 11 kr. pr. borger afsted for at holde projektet kørende. Det er jo ministeriet, der kræver ekstra undersøgelser og dermed forsinker projektet”. Helge Bo Jensen (Enh.) syntes også, det er en rigtig investering. ”Og beløbet er jo ikke overvældende. Desuden tror jeg, vi skal være heldige, hvis det samlede budget holder over tid!”, sagde han.

“Lad os nu komme videre med letbanen, minister!”, sagde Lars Gravgaard Hansen. Arkivfoto: brie

“Lad os nu komme videre med letbanen, minister!”, sagde Lars Gravgaard Hansen. Arkivfoto: brie

Projektet fortsætter

Brian Palmund (V) kunne også støtte forslaget. ”Vi tager ikke stilling til for og imod letbanen. Det handler om at opretholde organisationen, og det er vi med på. Men hvad skal de her mennesker lave? Vil de fortsætte arbejdet?” Borgmester Christiansen (S) svarede: ”Ja, det vil de. Om få dage ved vi, hvad bestyrelsen for letbaneselskabet og også kommunerne beslutter om projektet”. ”Lige nu koster det 7-8 mio. kr. om måneden at holde projektet kørende. Det er mange penge. Hvis projektet ellers kører som planlagt, vil det ikke have betydning for kommunernes samlede udgifter. Men hvad hvis det ikke gør? Er vi så ude i ekstrabevillinger?”, spurgte Allan Høyer. ”Ja, i sin yderste konsekvens”, sagde Steen Christiansen. ”Men nu er den samlede økonomi et ret stort milliardbeløb, og der vil være flere muligheder for gennem finansieringen at dække udgifter, man uventet måtte løbe ind i”. Herefter blev sagen tiltrådt, idet Dansk Folkeparti ikke kunne tiltræde.

null

Publiceret 11 January 2018 00:00

Albertslund Posten nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag Albertslund Posten
SENESTE TV