Et af de tidlige fotos af

Et af de tidlige fotos af "Albertslunderne". Taget i Oasen.

Skarpt hjørne:

Dengang jazzen flyttede til Albertslund

Albertslund Jazzklub fylder 50 år og fejrer det med et stort arrangement på rådhuset og Forbrændingen

Af
Jørgen Brieghel

Midt i 1960'erne flyttede mange fra København til den nye forstad, Albertslund. Nogle var gamle venner og kendte hinanden fra jazz-scenerne i Nyhavn.

Flere havde lagt musikken på hylden, men havde beholdt instrumenterne. John Duelund Nielsen som spillede trommer, fik kontakt til Leif Andreasen (klarinet) og Erling Lindhardt (banjo) og de blev enige om at prøve at samle et orkester.

Det var begyndelsen til skabelsen af Albertslund Jazzklub. Klubben holdt stiftende generalforsamling 15. februar 1968. 50 års fødselsdagen fejres dog først 7. april med et stort arrangement i kantinen på Albertslund Rådhus.

Club 30 blev stiftet

Men tilbage til starten.

Leif Andreasen havde en skolelærerkollega, der spillede bas. Han hed Ib Lund Nielsen, og selv om han var fast engageret hos Leonardo Pedersen, var han med på ideen med at samle et orkester.

Erling og Leif havde spillet med Peter Aller (cornet), og ham fik de fat på, og også han var frisk til at være med.

Så manglede der bare en trombonist, men det problem blev løst, da de kom i tanker om, at Ib ”Papa Dib” Pedersen boede i Taastrup. Han ville også være med.

På den ene eller anden måde havde de alle en fortid i ”Cap Horn” i Nyhavn, der var den tids jazz-mekka. Leif Andreasen og Erling Lindhardt havde spillet med ”Lille Mads' New Orleans Band”, Papa Dib med flere forskellige orkestre både i Nyhavn og i de mange jazzklubber, der florerede i København og omegn – og bl.a. som Papa Bue's faste afløser. John Duelund spillede med ”Kid's New Orleans Band” i ”Cap Horn” og i de øvrige spillesteder og de øvrige var også kendte i de kredse.

Sammen med Johns bror Egon Duelund (som spillede trommer i ”Louisiana Hot Six”), blev der i december 1967 arrangeret et ”Jazz Band Bal” i Herstedvester Forsamlingshus, hvor til der blev inviteret venner og familie – og stor var tilstrømningen og behovet for en egentlig jazzklub i Albertslund var bevist.

Først i 1968 indkaldtes til stiftende generalforsamling på det daværende bibliotek (på Stationstorvet, 1. sal bag danseskolen) og efterfølgende bal med ”Louisiana Hot Six”.

Igen var der stor tilstrømning – mere end 100 var mødt op og alle meldte sig ind - og under navnet ”Club 30” blev jazzklubben stiftet.

Navnet refererede til den aldersgruppe, der var stærkest repræsenteret og som den nystartede klub i øvrigt satsede sine arrangementer på.

Artikel i AP - skal byen have en Jazzklub?

Artikel i AP - skal byen have en Jazzklub?

Årene

Klubbens første 10 år

Efter generalforsamlingen gik det slag i slag. Orkestre som ”Ricardos Jazzmen” og ”Louisiana Hot Six” kappedes om publikums gunst i skarp konkurrence med ”Albertslunderne”. 

Hver anden torsdag stod det ellers agtværdige bibliotek på den anden ende. Men ak – biblioteket fik vokseværk og jazzklubben blev bortvist. ”Den første sæsons sidste aften blev henvist til Kongsholmskolens Festsal, der imidlertid viste sig

uegnet til de mindre klubarrangementer. Ved næste sæsons indledning mente vi at have fundet et godt og velegnet lokale – ”Restaurant Marstrand” der lå over bageren på Stationstorvet.”

Nu fulgte gode år uden de store problemer, men til gengæld med en række store arrangementer. Sonny Terry og Brownie McGhee, Svend Asmussen, Kid Thomas og Louis Nelson, Wild Bill Davison, Thomas Jefferson for blot at nævne nogle af de store succes'er. I 1974 blev Roskilde Kro kortvarigt afprøvet som klubsted, men lokalerne var i for dårlig stand, så tilbage til Kongsholmskolen.

10 år 

Efter 10 år var det nu ikke længere folk i 30'erne der frekventerede klubben (stifterne var også selv kommet op i 40'erne), hvorfor klubben officielt skiftede navn fra ”Club 30” til ”Albertslund Jazzclub”. Til Albertslund Jazzclub 10 års jubilæum i Lillebio den 17. februar 1978, spillede Jesper Thilo, H. V. Jørgensen, Mads Vinding og Hans Nymand, med special Guest Stars fra USA, Cootie Williams og Russell Procope, begge fra Duke Ellingtons orkester. 

20 år 

Til Albertslund Jazzklub 20 års jubilæum samledes ”Albertslunderne” igen og spillede i Albertslundhuset. John Duelund takker af efter 20 år som kasserer og formand og bliver menigt medlem af Albertslund Jazzklub.

25 år 

Endnu engang samledes ”Albertslunderne” til jubilæums arrangement, lørdag den 6. marts 1993. Aftenens andet hovednavn er Bjarne Liller med ”Doc Houlinds All Stars”. Denne aften hædres John Duelund for sit store arbejde og mangeårige engagement i jazzklubben og blev udnævnt til æresmedlem på livstid.

30 år Albertslund Jazzklub 

30 års jubilæum blev afholdt 27. februar 1998 i Kongsholmskolens Festsal. Aftenens orkester var ”Peruna Jazzmen”.

40 år 

Albertslund Jazzklub 40 års jubilæum afholdtes den 16. februar 2008. Om eftermiddagen var der åben reception i Kongsholmcentrets Cafe, der var det nye faste spillested. Endnu engang var det lykkedes at samle det legendariske band, ”Albertslunderne”. Papa Dib var blevet 80 år og havde ikke længere luft til basunen, men spillede i stedet klaver. John Duelund var på ferie og blev afløst af Erling Lindhardts søn, Claus Lindhardt.

Kongsholmskolen brændte 1. april 2009, hvorefter Jazzklubben måtte finde andre steder at være. Det blev til ophold på Herstedøster Skole, desværre med svigtende medlemstilslutning og klubben var tæt på at lukke.

Husorkestret ”Albertslunderne” har altid været uløseligt forbundet med Albertslund Jazzklub. Uden ”Albertslunderne” var der aldrig startet en jazzklub og uden jazzklubben havde ”Albertslunderne” ikke spillet sammen i over syv år. Desværre er det ikke længere muligt at samle den oprindelige besætning. Peter Aller og ”Papa Dib” er begge gået bort, i henholdsvis 2014 og 2017. Leif Andreasen og John Duelund har begge for bestandigt lagt instrumenterne på hylden. Men det er stadig muligt at høre to fra den oprindelige besætning, når de besøger Albertslund Jazzklub med deres respektive orkestre. I dag spiller Erling Lindhardt i “New Orleans Delight” og Ib Lund Nielsen i “Leonardo Pedersens Jazzkapel”.

 

50 år

Nu fylder Albertslund Jazzklub 50 år. 

”Efter nogle år med svigtende medlemstilslutning og dårlige regnskaber, hvor klubben flere gange har været tæt på opløsning, er det lykkedes for stærke kræfter at bringe klubben på fode igen”, fortæller klubbens nuværende formand, Troels Busk.

”Det lykkedes at redde jazzklubben i efteråret 2016, da den var ved at lukke, og bestyrelsen har den store glæde, at der er kommet en stor tilstrømning af nye såvel som gamle medlemmer, så vi nu er tilbage på over 100 medlemmer, og vi er i stand til at præsentere et spændende program for 2018. Takket være medlemsopbakningen og ikke mindst Albertslund kommunes velvilje overfor jazzklubben m.h.t. lokaler og økonomisk støtte, har bestyrelsen formået at få en skrantende jazzklub – den ældste jazzklub på Vestegnen - på benene igen. Bestræbelserne blev også honoreret, da vi på Foreningernes dag i 2017 blev udnævnt til Årets forening i Albertslund – Godt gået, når der er 53 foreninger i Albertslund”, lyder det fra en begejstret formand.

 

Reception og koncert

50 års jubilæet fejres lørdag den 7. april med reception i kantinen på Albertslund Rådhus kl. 14, hvor ”Chris Tanners trio” optræder, og med koncert om aftenen på Forbrændingen kl. 19 med ”Delta Blues Band” med en stor 3-retters festmenu og fadøl.

Billetter kan købes ved Albjazz@albjazz.dk

Publiceret 27 February 2018 05:00