Borgmester ser tilbage:

28 timers forhandlinger med en time på briksen

Steen Christiansen fortæller om sin rolle i de netop overståede overenskomstforhandlinger

Af
Finn Due Larsen

Finn Due Larsen

I syv uger sad de og forhandlede i Forligsinstitutionen. Mens nationens øjne hvilede på dem, demonstranter var stimlet sammen og pressen var klar med kritiske spørgsmål.

Kameraer og mikrofoner var mest rettet mod topforhandlere som Michael Ziegler (Kons.), Dennis Kristensen og Anders Bondo Christensen. Mens Albertslunds borgmester, Steen Christiansen (Soc.), havde en mere tilbagetrukket rolle.

Men selv om Steen Christiansen som næstformand i KL, Kommunernes Landsforenings, Løn- og Personaleudvalg ikke havde en så fremtrædende rolle udadtil som formanden for samme udvalg, Michael Ziegler, så var han med i præcis lige så mange timer, dage og uger, da de lange, seje forhandlinger stod på.

Det fortæller Steen Christiansen, der her giver et lille indblik bag de tykke mure bag de meget omtalte mure i Forligsinstitutionen.

God stemning

“Da det kulminerede, var vi oppe på at forhandle i 28 timer. Hvor det lige blev til en times søvn på briksen”, fortæller Steen Christiansen.

Der altså kan bekræfte det efterhånden famøse billede af soveposen og tandbørsten, som forligskvinden havde opfordret parterne til at tage med.

Men selv om vinter skiftede til forår undervejs, er det ikke en proces, man hører noget klynk om fra borgmesteren side:

“Det er jo en bunden opgave, det er arbejdsbetingelserne. Tidligere har Kjeld Hansen (tidligere borgmester i Herlev, red.) haft den post. Ved næste overenskomstforhandlinger kan det være en anden borgmester, der har den opgave. Mange borgmestre har jo en eller anden post i KL”, siger Steen Christiansen.

Han fremhæver, at stemningen har været god hele vejen:

“Det er foregået i en positiv ånd, med mange gode grin. Det er godt for Danmark, at vi har sådan et system, hvor vi kan diskutere i god ro og orden, måske være uenige, men nå frem til en aftale.”

Selv om hans rolle var mere tilbagetrukket end Michael Ziegler, var han med i alle forhandlingerne:

“Dog var der i den afgørende fase til sidst nogle forhandlinger under fire øjne mellem Michael Ziegler og Anders Bondo Christensen. Også det er en del af det aftalte forløb.”

Lagde kursen sammen

Steen Christiansen forklarer videre, at mange af de lange dage bestod af ventetider mellem forhandlingerne. Og at hans egen rolle bestod i sammen med det øvrige forhandlings-team fra KL at lægge kursen før dagens forhandlinger:

“Hvad er strategien i dag - hvad er spillerummet, vi arbejder ud fra?”

Helt overordnet er borgmesteren tilfreds med resultatet. Både at man undgik en konflikt, og indholdet af forligsaftalen.

“Vi sikrer, at lønudviklingen følger det private arbejdsmarked, og der er sikret en lille realløns-forbedring. Samtidig er der sat ekstra midler af til rekruttering af sosu-assistenter, som får et betydeligt lønløft. Det er vigtigt, når vi tænker på at vi får flere ældre, og derfor har brug for et stigende antal medarbejdere til området.”

Hvad angår lærerne, har der som bekendt været delte meninger om aftalen, som nu skal til urafstemning. Nogle er glade, andre betegner beslutningen om at nedsætte en undersøgelses-kommission som en “syltekrukke”. Men det afviser Steen Christiansen:

“Det er et vigtigt redskab til at komme videre. Det er en rigtig god idé at få en tredjepart til at kigge ind i området, og kommissionen får et stærkt mandat.”

Borgmesterjobbet?

Når syv ugers forhandlinger tager så meget af tid, vil kritiske røster nok spørge, om Steen Christiansen ikke har haft problemer med at passe borgmesterjobbet i Albertslund sideløbende.

Men det afviser han:

“Jeg har jo en velfungerende administration, der har været dygtige til at samle op og bakke op i processen. Alle er indstillet på, at det er en del af processen, at jeg skal varetage interesser for alle 98 kommuner.”

Det samme gælder på spørgsmålet, om de mange timer, dage og uger nu også har været til Albertslunds fordel:

“Byen har også en klar interesse i at få en fornuftig overenskomst på det offentlige område.”

Publiceret 08 May 2018 09:00

Albertslund Posten nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Albertslund Posten
SENESTE TV