Ugens film:

At slå rødder i Danmark

To premierefilm i Albertslundbiograferne fra torsdag

”Charmøren” er et psykologisk drama med thrillerelementer, der tematisk bevæger sig mellem splittelse og klasseforskel, eksotisme og race, magt og magtesløshed, individets eksistentielle tomhed og søgen efter at høre til; men på trods af dette har det aldrig været min intention at lave en tung film. Den voksende kærlighed, erotikken og lysten mellem filmens hovedkarakterer skal gerne skabe håb hos publikum.

”Charmøren” er et intenst drama om Esmail, en ung iransk mand, der desperat forsøger at finde en dansk kæreste, så han kan blive i Danmark.

Esmail arbejder som flyttemand, men hver aften tager han sit pæne jakkesæt på og sætter sig på den samme trendy vinbar i håbet om at møde og forføre den helt rette kvinde. Som tiden er ved at rinde ud, træffer Esmail en ung iransk kvinde ved navn Sara og mod al forventning opstår ægte følelser. Sara introducerer Esmail til det persiske miljø i København, og for første gang i lang tid føler Esmail, at han hører til. Men jo tættere Esmail kommer på sit mål, jo tættere kommer en mystisk fremmed mand på at indhente ham. For Esmails kamp for et bedre liv har konsekvenser for andre end ham selv; konsekvenser han ikke længere kan undslippe.

Deadpool 2

Ugens anden film er ”Deadpool 2”. Det er efterfølgeren til den populære filmatisering af Marvels tegneseriehelt. Den første film om den flabede superhelt var Deadpool fra 2016. Ryan Reynolds er tilbage som ekssoldaten Wade Wilson, der efter et forsøg er blevet voldsomt vansiret, men samtidig også har fået superkræfter. Som den utraditionelle Deadpool bruger han nu sine evner i kampen mod mutanten Cable, kendt fra X-Men-universet, som er sendt tilbage fra fremtiden.

"Deadpool2". Pressefoto

Publiceret 13 May 2018 03:00

Albertslund Posten nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Albertslund Posten
SENESTE TV