Grundstammerne til insekthotellet sættes

Grundstammerne til insekthotellet sættes

Drømmen om mere natur udvikler sig i Birkelundparken

De store grundstammer i Biotopia er nu på plads

Af
Jørgen Brieghel

Drømmen om mere natur, ”Biotopia”, udvikler sig i Birkelundparken. Sidste tirsdag var der arbejdsdag, og her kom bl.a. de store grundstammer til insekthotellet på plads.

Stammerne er godt forankret en meter nede i jorden, så de ikke vælter.

Over jorden skal rummet mellem dem udfyldes med stammer og grene, som insekterne så kan flytte ind i.

Men også brændemuren blev forlænget, der blev sat flere fuglekasser op og der blev plantet urter rundt om de egetræer, der kom i jorden tidligere på året.

”Alt i alt udvikler det sig rigtig fornuftigt”, fortæller Povl Markussen fra Agenda Centeret, der sammen med Naturgruppen står bag Biotopia.

”Vi nærmer os nu 200 i vores netværk, vi har materialer til brændemur, kvashegn og insekthotel, vi er klar til bl.a. at lave flagermuskasser og pindsvinebo, vi har en dialog med HOFOR om at få Svinepytten i spil, vi får besøg af den første skoleklasse, der skal studere biodiversitet på nært hold, og vi kan i det hele taget mærke en stigende interesse for Biotopia og mere natur i byen – så der er god energi omkring det, og Biotopia er ved at udvikle sig til det, vi gerne ville”.

Ud over helt konkret at skabe mere natur i Birkelundparken er formålet med Biotopia også, at skabe et inspirerende sted, hvor haveejere kan hente ideer til realisering hjemme parcelhushaven eller i fællesarealet, og så skal Biotopia være undervisningssted for skoleelever.

Næste arbejdsdag i Biotopia er torsdag 7. juni fra kl. 17.

Man er velkommen til at kigge forbi, hvad enten man vil give en hånd med, eller blot vil høre og se hvad der foregår. Ønsker man at blive holdt informeret om Biotopia, er man velkommen til at sende en mail til markussen@agendacenter.dk og komme på maillisten.

Der plantes urter under egetræerne

Der plantes urter under egetræerne

Velfortjent pause i arbejdet

Velfortjent pause i arbejdet

Publiceret 15 May 2018 06:00

SENESTE TV