3, 2, 1 kør: Børnenes cykelbane indviet

Legeteket er det perfekte sted for cykellæring

Af
Jørgen Brieghel

Læring 3,2,1 kør. Borgmester Steen Christiansen talte ned sammen med børn fra børnehusene Troldehøj, Hyldespjældet og Damgården i det smukkeste solskinsvejr. Anledningen var, at den nye cykelbane ved Legeteket blev indviet onsdag den 23. maj.

Det er en del af Albertslund Kommunes cykelvision, at alle børn skal kunne cykle inden de starter i skole. For at understøtte denne vision har Legeteket, Skoler & Uddannelse og Ejendom, Vej & Park samarbejdet om at etablere en cykellegebane på Legeteket. Partnerne har desuden ansøgt og modtaget 60.000 kr. af TrygFonden til indkøb af cykler, trafikskilte, hjelme mv.

Legeteket er det perfekte sted for cykellæring, idet mange af kommunens institutioner allerede kender Legeteket og personalet. Når institutionerne har booket tid og ankommer med børnene hjælper personalet med at starte cykelaktiviteterne op og herefter hjælper pædagogerne børnene med at lege sig til gode cykelfærdigheder og ikke mindst god cykeladfærd på cykellegebanen.

Cykellegebanen er bare en del af den cykellæring som kommunen bidrager til. Kommunens børn har også mulighed for at få et cykelpas. Cykelpasset skal udfyldes af børnene og indeholder både leg, læring og information om at cykle. Hvert år afholder kommunen et cykelløb for børnene i kommunens institutioner, cykelløbet afholdes den første fredag i september i Birkelundsparken – det sker også i år. I 6. klasse har børnene desuden mulighed for at deltage i den årlige cyklistprøve.

Cykellegebanen står klar til at blive booket og alle institutioner er velkomne. Institutioner kan booke tid hos Legeteket på www.albertslund.dk/legeteket

Publiceret 24 May 2018 05:00

SENESTE TV