Stor tilslutning til gymnasiet: Musikskolen bliver på Sydskolen

Albertslund Gymnasium har brug for flere kvadratmeter på grund af stigende tilslutning

Af
Jørgen Brieghel

Lokaler Albertslund Gymnasium oplever stigende tilgang af elever, og har derfor brug for alle kvadratmeter i de nye bygninger, der skal stå færdig i 2020. Det betyder, at Musikskolen bliver på Sydskolen. Begge institutioner ønsker stadig at samarbejde, fordi det styrker musiktilbuddet for børn og unge i byen.

Den positive udvikling, som man på sigt havde håbet på med øget elevtal, er allerede lykkedes for gymnasiet. Gymnasiet forventer, at der til sommer starter 12 nye klasser – det er fem klasser mere end der forlader skolen. Det betyder, at gymnasiet selv får brug for alle kvadratmeter i det nye byggeri, som skal rumme NEXTs nye gymnasium, Vestskoven Gymnasium. Det var ellers planen, at kommunes populære musikskole også skulle have til huse i de nye rammer i hjertet af Albertslund. Rektor på Albertslund Gymnasium, Trine Ladekarl Nellemann, siger:

”Det er jo ualmindeligt dejligt for både kommunen og os, at der er flere elever, som vælger Albertslund Gymnasium. Til august har vi både hhx, htx, stx og hf og vi vil fortsætte med at sætte fokus på både den enkelte elevs læring, fællesskabet og det tætte samspil med omverdenen, herunder blandt andre Gate21 og Musikskolen.”

Gymnasiet oplyser, at det i høj grad er byens unge, som vender hjem til det lokale gymnasium. I forlængelse heraf siger leder af Musikskolen, Morten Präem:

”Samarbejdet med gymnasiet er vigtigt og vil derfor fortsætte og udvikle sig. Det er en glæde at så mange unge fra vores egen by ’overrender’ gymnasiet, og vi må så fra musikskolen samarbejde med gymnasiet om at lægge et spor, hvor vi kan følges ad. Udviklingspotentialet er stort, idet musikskolens aktiviteter på folkeskolen sammen med det tætte gymnasiesamarbejde kan generere stærke musikalske miljøer, der niveaumæssigt kan betyde et stort løft for skolerne og byen. Jeg vil sammen med rektor for gymnasiet Trine Ladekarl Nelleman i efteråret påbegynde arbejdet med strategien for vores fælles virke."

Musikskolen fortsætter med at have lokaler på den gamle sydskole i nærhed af gymnasiet. Kommunen oplyser, at man vil se på udfordringerne med parkeringsforholdene.

Publiceret 24 May 2018 12:07

SENESTE TV