DEBAT: Ja! Til cykler gennem centrum

Af
Leif Pedersen

kommunalbestyrelsesmedlem for SF

og Vivi Nør Jacobsen

folketingskandidat for SF:

Henrik Skude har i den grad fat i noget, når han i sit indlæg skriver, at vi trænger til at binde Albertslund bedre sammen fra nord til syd for cyklister. Det skal være nemt og rart for alle trafikanter, at komme på tværs af byen for cyklister.

SF gik netop til valg på cykler i centrum i november, og vi arbejder videre med tankerne, som vi er ret sikker, på at andre partier også bakker op om. For det er så oplagt, at vi får trafikken til at glide nemmere og bedre via centrum – og hvis ikke direkte igennem, ja så i hvert fald uden om centeret. Og hvad med en cykelbro hen over togskinnerne, som en del af den åbning af fængselsgrunden? Forhåbentlig kan vi snart se byen åbne og udvikle sig, når Regeringen slipper sit låste greb om vores bys udvikling, ved nægte at give os fængselsgrunden.

Flere og bedre cykelparkeringer skal vi også have. For det er da skævt med en flot parkeringskælder under Sundhedshuset, hvor bilerne holder i ly af regn og vind, mens der ikke rigtig er indrettet samme lækre indendørs parkering for cyklerne.

Vi deler Henrik Skudes pointer og mener, at han nok har ret, når han oplever, at der er et ønske for mange, at vi kan komme mere og bedre afsted på cykel på tværs af vores by.

Publiceret 09 June 2018 03:00

Albertslund Posten nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Albertslund Posten
SENESTE TV