Konservative: Spild af penge at udføre skattely-kontrol

Vi har sat et forsøg i gang, som er fejlet, så lad os stoppe det der, sagde Lars Gravgaard Hansen på KB-møde. S, SF og Ø var helt uenige

Af
Finn Due Larsen

skattely Beslutningen fra 2016 om at Albertslund Kommune - som den første kommune i landet - indførte skattely-kontrol med virksomheder, deler stadig vandene og kan sætte en skarp politisk debat i gang.

Det var tydeligt, da kommunalbestyrelsen tirsdag aften behandlede en indstilling fra Økonomiudvalget om etisk skattemærkning.

Som omtalt i AP i denne uge har forvaltningen gjort status over skattely-kontrollen, og konklusionen er, at den på flere punkter er løbet ind i store udfordringer.

"Lad os nu stoppe det her. Vi spilder en masse penge. Vi har givet 125.000 kroner ud til Dansk Standard, til noget der er så tåbeligt at det ikke kan lade sig gøre, og så er ikke modregnet de penge som forvaltningen har brugt. Jeg synes simpelthen det skriger til himlen, at vi vil være foregangskommune", sagde Lars Gravgaard Hansen (Kons.), der fortsatte:

"Vi har sat et forsøg i søen, som er fejlet. Lad os nu bruge penge på noget som er borgernært – varme hænder, busdrift i forbindelse med letbanen, hvor vi skal bevilge en halv million kroner."

Indlægget blev bakket op af Sofie Amalie Blomsterberg (V):

"Kommunen fattes penge. Der må være ting der er vigtigere at bruge penge på. Det er fint med en etisk skattemærkning, men det må Dansk Erhverv selv lave."

"Fortsæt trykket"

Men S, SF og Enhedslisten var dybt uenige:

"Vi har ikke brug for at være foregangs-kommune, vi har bare brug for at gøre noget ved det. Vi går gerne linen ud for at få virksomheder til at betale for skat", sagde Leif Pedersen (SF), der fortsatte:

"Et etisk skattemærke skal sørge for at alle bidrager til festen. Derfor må vi gå vejen for at sikre, at der er en lighed. Vi skal sikre os, at firmaerne opfører sig etisk korrekt. Så lad os fortsætte trykket."

Helge Bo Jensen (Enh.) var på linje:

"Vi bør gøre alt for at sikre, at virksomheder betaler mere i skat. Det er med til at undgå en ringere økonomi i kommunen, og dermed skabe ringere velfærd. Det er en afgørende indsats."

Han var dog skeptisk overfor, om den etiske skattemærkning ville blive "tandløs":

"Den oprindelige beslutning var en kontrolordning. Mærknings-ordningen kan vise sig svær eller dyr for de mindre virksomheder. Den forhindrer ikke noget som helst."

"Ikke forbudt at udnytte loven"

Allan Høyer (DF) var enig med Venstre og Konservative:

"Det er en fin tanke at have obs på social dumping og skattely, og vi kan sagtens skrive det ind i vores udbudsmateriale. Men hvordan kan vi kontrollere det? Konklusionen fra forvaltningen siger jo, at det ikke fungerer. Det er jo ikke forbudt at udnytte loven. Vi kan ikke støtte den her sag."

Borgmester Steen Christiansen (Soc.) fastholdt, at beslutningen fra 2016 var rigtig og bør videreføres:

"Man mangler jo at kunne give et svare på: Jamen hvad så? Der er stor folkelig opbakning til at folk skal betale skat, det gælder også virksomheder. Den måde vi arbejder på i Danmark betyder, at så må kommuner, stat og regioner stille krav. Så det her kommer til at gøre en forskel."

Danske Bank?

Paw Østergaard Jensen (Soc.) fulgte op:

"Vi kan måske ikke komme langt, men dog et stykke. Det er en sag med et vist indhold. Når vi har en ambition om at inddrive skat, så er det nemt at skyde ned hvad folk er imod. Men hvad stiller man så i stedet for? Det her er et bud. Lad os forsøge at gå den vej, og dyrke om vi kan gøre det skarpere."

Allan Høyer (DF) mente, at så bør kommunen gå linen ud:

"Hvis vi virkelig vil det her, så bør vi opsige vores samarbejde med Danske Bank. De er blevet dømt for at hjælpe firmaer med at sende penge i skattely."

Det fik Helge Bo Jensen (Enh.) på banen:

"Så stemmer vi for! Det kan ikke gå hurtigt nok."

Afstemningen om indstillingen viste stort flertal bag en etisk skattemærkning, og dermed fortsat skattely-kontrol. For stemte Socialdemokratiet, Enhedslisten, SF, Alternativet og Det Radikale Venstre.

Imod stemte Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti.

Publiceret 13 June 2018 10:22

Albertslund Posten nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Albertslund Posten
SENESTE TV