Ugens film: Kvinder går sammen om det perfekte kup

"Ocean's 8" er et kvindeligt sidestykke til velkendt svindler-serie

film Nok siges det, at langt den meste kriminalitet begås af mænd. Men kvinder kan altså også være med.

Det har filmen "Ocean's 8", der fra torsdag kan ses i Albertslundbiograferne, sat sig for at levere bevis for. Den er et kvindeligt spinoff til Steven Soderberghs populære svindler-serie, der lagde ud med "Ocean's 11", og senere blev til både "12" og "13".

I den nye film følger vi gruppe kvindelige svindlere med Debbie Ocean i spidsen. Hun er søster til George Clooneys Danny Ocean, og planlægger et umuligt kup til New York City's Met Gala.

Debbies mål er nemlig at stjæle en diamanthalskæde værdisat til over 150 millioner dollars. Problemet er, at den befinder sig i en beskyttet boks dybt under jorden.

Planen er derfor at få Hollywood-stjernen Daphne Kluger til at bære den til den eksklusive, årlige Met-galla på Metropolitan-museet i New York - og så stjæle den fra hende. Alle afledningsmanøvrer skal udføres med ekstrem præcision, hvis det skal lykkes dem at slippe væk.

En imponerende række af kvindelige stjerner er med - blandt andre Sandra Bullock, Cate Blanchett og Anne Hathaway.

Ugens anden filmpremiere er "Love, Simon", der bygger på Becky Albertallis ungdomsroman "Simon vs. the Homo Sapiens Agenda" og handler om en homoseksuel teenager, der forsøger at finde den bedste måde at springe ud over for sine klassekammerater.

Publiceret 15 June 2018 05:00

SENESTE TV