Kunstner bygger rede til isfuglen i Rådhussøen

Veronica Hodges bygger "Livets reder" i seks vestegns-kommuner, blandt andet Albertslund

Af
Finn Due Larsen

kulturuge Kunstneren Veronica Hodges vil bygge rede i Rådhussøen. Det bliver en stor flydende rede, som alle kan gå ind i og nyde fornemmelsen af Rådhussøens blide bølger.

I alt bliver der seks reder at gå på opdagelse i og tilsammen bliver de til ”Livets reder” eller ”Nests of Life” i Vestegnens Kulturuge. Veronica Hodges er kendt for både udsmykning og eksperimenterende scenografi med mange detaljer og formater.

I forbindelse med Vestegnens Kulturuge 2018 vil Hodges opføre reder af flettede grene. De skal stå i Albertslund, Hvidovre, Høje Taastrup, Ishøj, Rødovre og Vallensbæk kommuner. I Albertslund bor isfuglen i sin rede i Rådhussøen, og det var fugleglade Albertslundere, som var med til at vælge netop denne art i forbindelse med et opslag på kommunens facebook i februar.

”Isfuglen er set og fotograferet af flere borgere i naturområdet ved St. Vejleådalen, hvor den udnytter sine eminente fiskeevner. Derfor er det oplagt, at vi skal have en rede med denne smukke fugl. At det også bliver kulturugens eneste flydende rede er ekstra specielt, og jeg glæder mig meget til opleve kultur i vandet", siger borgmester Steen Christiansen.

Opfordringen fra Vestegnens kulturuge er, at publikum vil flyve fra egen rede og komme rundt og se alle rederne på Vestegnen. De fleste af rederne vil stå synligt, men enkelte er gemt lidt væk fra gade og vej. De seks reder vil stå færdige til Vestegnens Kulturuges start den 7. september 2018.

Rederne kan opleves i et par år, men eftersom de opføres i naturmaterialer, vil de efterhånden blive nedbrudt. Man kan følge opbygningen af ”Livets reder” på Facebook og Instagram. Man kan læse mere på vestegnenskulturuge.dk.

Publiceret 19 June 2018 04:00

SENESTE TV