Så sker det: To nye klubber

Både Svanen og Bakkens Hjerte skal ombygges for millioner. Også seniorboliger på tegnebrættet

Af
Finn Due Larsen

unge Hvad der har været et mangeårigt ønske i Albertslund, er nu på vej til at blive opfyldt.

Klub Svanen og Bakkens Hjerte skal bygges helt om, så der reelt bliver tale om to nye klubber.

På mødet den 12. juni besluttede kommunalbestyrelsen at gå videre med en plan om at anlægge to nye klubbygninger. I forvejen var der i budgettet for 2018 og 2019 afsat tilsammen 29,6 milioner kroner til fornyelse af Svanen og Bakkens Hjerte, "ved omfattende renovering eller nybyg", som det var formuleret.

Kommunalbestyrelsen skulle tage stilling til, om klubberne skulle renoveres eller nybygges helt fra grunden. Politikerne besluttede sig for det sidste.

" I begge klubbers tilfælde kan forvaltningen på ingen måde anbefale en renoveringsløsning, da de eksisterende bygninger er i en sådan stand, at omkostningerne ved totalrenovering vil være dyrere end anlæg af nye klubbygninger", fremgik det af indstillingen til kommunalbestyrelsen, og det gik politikerne videre med.

Bakkens Hjerte skal anlægges som en ny klubbygning på den eksisterende grund, mens Svanen skal anlægges på Spættens grund.

Samtidig besluttede politikerne, at kommunen skal indgå i et samarbejde med Bo-Vest om at opføre seniorbofællesskaber på klub Svanens nuværende grund. Bo-Vest havde fremsat et ideoplæg til anlæg af ny klubbygning i sammenhæng med multisal og fælleshus beliggende ud til kanalen i Albertslund Syd. Man vil anlægge 75 seniorboliger placeret i fire seniorbofællesskaber på den nuværende klub-grund og den tilstødende grund, hvor boligafdelingens beboerhus ligger i dag.

Publiceret 21 June 2018 09:37

SENESTE TV