Seje cykel-vindere: 6.f. var bedst i sadlen

Klasse fra Herstedøster Skole vandt cykel-konkurrence blandt 300 jævnaldrende

Af
Finn Due Larsen

to hjul Hvis de ser ekstra glade ud, når de cykler til og fra skolen for tiden, er det forståeligt.

"De", det er 6.f. på Herstedøster Skole, og de har nu ret til at kalde sig de sejeste 6. klasse-elever i Albertslund, når det handler om cykling.

Klassen vandt den cyklist-prøve, der, som tidligere omtalt her i AP, blev gennemført i maj for alle 6. klasserne i Albertslund.

Der var hele 300 elever fra fem skoler med på en slags udvidet færdselsundervisning, med fokus på trafiksikkerhed, herunder ikke mindst adfærden i trakken.

Eleverne deltog i en fælles cyklistprøve gennem byen, med start og slut på stadion, hvor de blev testet på deres adfærd som cyklister i trafikken. Et samarbejde mellem Cykelteamet på rådhuset og politiet, hvor man havde fået 10 friske frivillige fra AIF Senioridræt til at være objektive kontrollanter på cyklistprøven.

Herstedøster Skole strøg til tops på listen, med 6.d. som nummer 2, og altså 6.f. som vindere. Det blev de hædret for på skolen torsdag, med en check, en vandrepokal og en tale af borgmesteren.

Glade og dygtige cyklister fra Herstedøster Skole. Foto: due.

Glade og dygtige cyklister fra Herstedøster Skole. Foto: due.

"Albertslund er en god cykel-by, med mange stier, men det er vigtigt at man kender færdselsreglerne og øver sig. I har bevist, at I er rigtigt gode til det", sagde Steen Christiansen, og overrakte sammen med politikonsulent Erik Radmer Nielsen fra Vestegnens Trafiksikkerhedsråd et diplom, en check på 3.000 kroner og vandrepokalen med klassens navn indgraveret.

Erik Radmer Nielsen roste også eleverne - og gav nogle gode råd videre, som andre cyklister også kan drage nytte af:

Hold altid cyklen i lovlig stand. Brug altid cykelhjelm. Hold øje med sidevejene og andre trafikanter.

Til stede var også repræsentanter for lokalpolitiet, AIF Senioridræt og Albertslund Kommune.

Publiceret 22 June 2018 10:00

SENESTE TV