Institutioner, skole og kirke går sammen om at få styrket sangen. Foto: Kim Matthäi Leland

Institutioner, skole og kirke går sammen om at få styrket sangen. Foto: Kim Matthäi Leland

Epokegørende samarbejde: Mere sang til de yngste

Med støtte fra Albertslund Kommune, Statens Kunstfond og Glostrup Provsti sætter Herstedøster Kirke og Herstedøster Skole sangen på dagsorden i et stort fællesprojekt

Af
Jørgen Brieghel

SANG Det handler om at synge. Derfor er Herstedøster Kirke og Herstedøster Skole nu gået sammen om det epokegørende projekt ”Alle kan synge”.

Fra det kommende skoleår vil eleverne i 0. og 1. klasse på Herstedøster Skole hver uge modtage intensiv sangundervisning af korleder Signe Sørensen. Bag ideen står Anne-Kari Ferenczi, der er organist og leder af korskolen ved Herstedøster Kirke.

»Det er første gang, at Danmarks to største institutioner, kirken og skolen, går sammen I så stort et sangprojekt. Det vidner om, at sang faktisk betyder noget for os mennesker,« siger Anne-Kari Ferenczi.

»Sangen er med til at danne os som mennesker, og sangen styrker fællesskabet og den sociale og faglige trivsel. Det er altså ikke ligemeget, om vi synger eller ikke synger, og det er det budskab, vi ønsker at sende med projektet.«

Startede som pilotprojekt

I årets første halvår kørte ”Alle kan synge” som et pilotprojekt for to af tredjeklasserne på Herstedøster Skole med Bente Colding-Jørgensen som korleder.

»Det var en bragende succes, og både elever og forældre har været begejstret for projektet. Eleverne har efterfølgende givet udtryk for, at det har givet klasserne et større sammenhold og ikke mindst et bedre kammeratskab på tværs af begge klasser,« siger skoleleder Birgitte Pilgård.

»Der er adskillige grunde til, at det er en god idé at styrke sangen i folkeskolen. Sang er i mange sammenhænge en genvej til forståelse af vores fælles kultur og sprog, ligesom den kan være vejen til indblik i andre sprog og kulturer.«

Støttes bredt

I skoleåret 2018/19 har ”Alle kan synge” et budget på 450.000 kroner.

Midlerne kommer fra Albertslund Kommune, Statens Kunstfond og Glostrup Provsti.

Anne-Kari Ferenczi håber, at projektet kan løbe over yderligere tre år, og det er den overordnede plan, at i alt 500 børn i indskolingen på Herstedøster Skole skal igennem sangforløbet.

Publiceret 25 June 2018 05:00