Se billederne: Fisken på disken – mad på tegneblokken

Billedskolens sommerkursus handlede i år om mad

Af
Jørgen Brieghel

sommer ”Hvad er det for en fisk?” ”Ja I kender den nok mest fra dåse – det er nemlig en makrel!”

Bertine Knudsen og Marianne Jørgensen satte mandag gang i årets sommerkursus på Billedskolen.

Et forløb på en uge, hvor børn mellem 8 og 14 år brugte en uge på at fordybe sig i en masse teknikker inden for billedkunst.

”Sidste år var vores tema musikinstrumenter. I år er det mad”, fortæller Bertine Knudsen.

”Den første dag havde vi fået fat i makreller – de var frosne, for ellers ville der lugte af fisk! De skulle først tegnes, så males og endelig laves i ler som relieffer. Meningen med kurset er, at børnene kommer igennem forskellige teknikker og lærer af det”.

At der var høstet noget erfaring opdagede eleverne allerede næste dag, hvor der skulle tegnes og males æbler. For da var børnene mere sikre på brug af farver og pensler.

Opsats med frugt og grønt

Tredje dag steg udfordringen. En stor opsats med forskellige frugter og grøntsager skulle tegnes på papir, siden males med oliekridt på sort baggrund.

”Børnene har forskellige forudsætninger for at være med”, fortæller Bertine Knudsen. ”Nogle få af dem går på Billedskolen til daglig, men de fleste af de i alt 18 elever har aldrig været her før. Nogle har prøvet at tegne og male, andre kommer og er helt ’blanke’ men har meldt sig til, fordi de synes, det lyder spændende”.

Hverve nye elever

For Bertine Knudsen og Marianne Jørgensen er sommerkurset en god måde at give børnene smagsprøver på, hvad man laver til daglig på Billedskolen, og det er helt almindeligt, at sommerkursister bagefter melder sig ind på Billedskolen.

Alle de værker, børnene laver, bliver hængt op på skolens vægge. Fredag er der så fernisering for forældre, kammerater og andre interesserede.

En dejlig uge, hvor fisken kom på disken og maden på tegneblokken.

Publiceret 06 July 2018 09:35

SENESTE TV