Anklagemyndigheden ønsker at slå hårdt ned mod trusler mod politifolk. Det har Retten i Glostrup gjort i en sag mod en 55-årig mand. Arkivfoto

Anklagemyndigheden ønsker at slå hårdt ned mod trusler mod politifolk. Det har Retten i Glostrup gjort i en sag mod en 55-årig mand. Arkivfoto

Dømt for at true politifolk med riffel-attrap

Retten i Glostrup har valgt at slå hårdt ned på en 55-årig mand, der truede to politifolk

En 55-årig mand fra Albertslund er idømt fire måneders ubetinget fængsel for først at true to politifolk med en riffel og dernæst true den ene betjent mundtligt.

Manden tilkaldte selv politiet til sin bopæl i Elefantens Kvarter i Albertslund den 13. maj, og da to betjente mødte op kl. 13.45, truede han dem med en riffel, der efterfølgende viste sig at være en attrap.

Han blev anholdt og kørt til Albertslund Politigård, hvor han verbalt truede den ene betjent med, at der ville ske noget slemt.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Næste dag blev den 55-årige varetægtsfængslet i et grundlovsforhør, og fredag idømte Glostrup Ret ham fire måneders ubetinget fængsel for de to trusler mod tjenestemand.

”Anklagemyndigheden ser strengt på trusler mod offentligt ansatte, og den linje har retten fulgt her”, siger anklagerfuldmægtig Anne-Kirstine Krogh Mathiesen, Københavns Vestegns Politi.

Den dømte modtog dommen og blev fortsat fængslet.

Publiceret 07 July 2018 07:30

SENESTE TV