Gerda fra Albertslund var først til at benytte den nye ordning og få besøg af en akutsygeplejerske i eget hjem. Pressefoto

Gerda fra Albertslund var først til at benytte den nye ordning og få besøg af en akutsygeplejerske i eget hjem. Pressefoto

Gerda var den første: Sygeplejebesøg i eget hjem godt fra start

Ny ordning, hvor syge borgere kan få akut besøg af en specialsygeplejerske, har forebygget indlæggelser fra dag et

Af
Jørgen Brieghel

sundhed 1. juni stod akutsygeplejerskerne klar til første arbejdsdag på det, der hedder den Fælles Akutfunktion. Og der gik kun en time, før telefonen ringede første gang, og der var bud efter en akutsygeplejerske.

En læge var bekymret for én af sine patienter, der havde vejrtrækningsproblemer.

Det var Gerda fra Albertslund, og kort tid efter røret var lagt på, blev hun den første, der fik besøg af en akutsygeplejerske.

Gerda lider af lungesygdommen KOL, der har fået hende indlagt flere gange, når hun har haft problemer med at trække vejret. Men denne gang slap Gerda for at komme på hospitalet og i stedet fik hun besøg af en akutsygeplejerske derhjemme. Sygeplejersken målte, om Gerda fik ilt nok, og om der skulle være tegn på en infektion.

Ligge og pynte

Og Gerda er ikke i tvivl om, at ideen med at få besøg af en akutsygeplejerske er rigtig god:

”Selvom de altid er søde og behandler mig godt på sygehuset, er der jo ingen grund til at ligge der og pynte. Det koster jo en frygtelig masse penge - og jeg vil meget hellere være herhjemme hos min kat” fortæller Gerda.

Heldigvis viste målingerne, at alt var som det skulle være, og i samarbejde med lægen fandt akutsygeplejersken frem til en anden type medicin, der passede bedre til Gerda og som kunne hjælpe med hendes vejrtrækningsproblemer.

”Jeg var rigtig glad for, at de kom her. Det føles trygt og godt, at der er nogen, som ved, hvad de laver, der holder øje med en, og som kan lave de her målinger, så man også selv kan se, at man ikke er på dødens rand”, siger Gerda.

Vidner om efterspørgsel

Gerda var ikke den eneste, der fik besøg af en akutsygeplejerske den dag. Inden den første arbejdsdag var omme, havde akutsygeplejerskerne besøgt borgere i alle fire kommuner, og det vidner om efterspørgsel på sådan en ordning, vurderer Betina Frandsen, der er én af akutsygeplejerskerne i teamet.

”Det kan godt være en voldsom oplevelse at blive indlagt. Så er det noget mere udramatisk, at der lige er en sygeplejerske, der kigger forbi, mens du alligevel er hjemme. Tit går det også hurtigere. Og hvis det viser sig, at det er nødvendigt at blive indlagt, er det lettere at sikre, at man kommer det rigtige sted hen fra start, fordi der allerede er foretaget en faglig vurdering” fortæller Betina Frandsen.

75 har fået hjælp

De gode takter fra den første dag er fortsat, og i løbet af de første tre uger har 75 syge borgere fra de fire kommuner fået hjælp. Det har været alt lige fra at få skiftet kateter, taget blodprøver, lagt sonde og få givet væske i drop til borgere, der er blevet dehydrerede i sommervarmen. I ca. halvdelen af tilfældene havde alternativet sandsynligvis været en indlæggelse.

Det er især de praktiserende læger, der sender bud efter en akutsygeplejerske, og et godt samarbejde med netop de praktiserende læger er helt afgørende, fordi det er lægerne, der skal ordinere en behandling. Derudover kan hjemmesygeplejen, hospitalet eller egen læge, også henvise. Som borger skal man stadig kontakte egen læge, 1813 eller 112 som man normalt ville gøre, hvis man bliver syg.

Fleksibel ordning

Med den nye ordning har borgerne i Albertslund, Glostrup, Vallensbæk og Høje-Taastrup fået en fleksibel løsning, hvor der kan være en sygeplejerske til stede i hjemmet i løbet af få timer fra tidlig morgen til sen aften. Samtidig kan der foretages behandlinger og prøver, der før ville kræve, at man skulle på hospitalet, fordi det er forholdsvist specialiserede opgaver, der kræver en vis erfaring.

Publiceret 10 July 2018 09:30

SENESTE TV