"Mamma Mia - Here We Go Again". Vi får hele historien. Foto: UPI

Mere ABBA: Mamma Mia – igen igen

Tre premierefilm i Albertslundbiograferne fra torsdag

Af
Jørgen Brieghel

Ugens film Film skal ses i biografen, også selvom det er sommervarmt. Og fra torsdag er der hele tre premierefilm i Albertslundbiograferne. Så hvad med at komme ind og nyde mørket og det store lærred!

”Mamma Mia! – Here We Go Again” er en af de tre nye film.

I endnu højere grad end den første film blander ”Mamma Mia! – Here We Go Again” fortid og nutid.

Vi får endelig hele historien om, hvordan Donnas eventyr for mange år siden gav datteren Sophie tre fædre. Den flettes elegant sammen med historien om Sophies forsøg på at løfte arven efter sin afdøde mor og føre det lille familiehotel på den paradisiske græske ø videre til succes.

Desværre trues åbningsfestlighederne af mange omstændigheder. Hendes fædre Bill og Harry er fraværende på grund af andre aftaler, hendes altid fraværende mormor gider Sophie ikke engang invitere, ”dynamoerne” Tanya og Rosie fra Donnas gamle band er triste, Sophies kæreste vælger en karriere i New York og en storm truer hele fejringen. Men når alt er sagt og gjort, så er Sophie sin mors datter.

Nej, den første ”Mamma Mia!”-musical fik ikke brugt alle ABBAs hits, så i anden omgang får vi i Ol Parkers instruktion både ”Waterloo”, ”When I kissed the Teacher”, ”Chiquitita” og mange flere sange, der vil sætte gang i nostalgien, men samtidig også sikre smil og evigt solskin over det græske øhav. Amanda Seyfried er tilbage som Sophie, Meryl Streep som Donna, Pierce Brosnan, Stellan Skarsgård og Colin Firth som Sophies tre fædre, Christine Baranski og Julie Walters som dynamoerne. Som den unge Donna ses Lily James. Endelig optræder selveste Cher som Sophies mormor.

Filmen bevæger sig frem og tilbage i tiden og fortæller, hvordan relationer, der blev skabt i fortiden, har indflydelse på nutiden.

"Landet af glas". Pressefoto: Scanbox

Landet af glas

”Landet af glas” er en ny dansk spillefilm af Børnevært-duoen Marie Rønn og Jeppe Vig Find.

Det er en ny dansk fantasyfilm for hele familien. Jeppe og Marie er makkerparret bag talrige populære børne- og ungdomsprogrammer heriblandt DR’s publikumssucceser ’Lille Nørd’ og ’Vilde Venner’. Nu har de sammen skrevet og instrueret deres debutspillefilm.

Handlingen: Jas bor alene på et nedlagt gartneri sammen med sin far, der er lastbilchauffør og ofte er væk. En dag finder Jas en pige og en gammel dame, der skjuler sig i laden. De kalder sig Neia og Alva og har underligt tøj på og vildt hår. De siger, at de bor inde i skoven og ikke kan vende tilbage. Jas vil gerne hjælpe dem og betror sig til sin bedste ven Isak. Snart ankommer et par agenter fra en hemmelig efterretningstjeneste til gården og begynder at stille en masse spørgsmål. Jas og Isak opdager, at der er krybskytter i skoven, som jager efter en meget sjælden og kostbar genstand, som sælges ulovligt på nettet til svimlende summer, Elverfolkets helbredende perle… Nu starter en vild jagt for at redde Jas’ nye venner.

Sicario 2

”Sicario 2: Day of the Soldado” er en efterfølger til action-thrilleren Sicario fra 2015.

Fortsættelsen handler om den eskalerende narko-krig omkring grænsen mellem Mexico og USA.

I kampen mod narkokartellerne er der ingen regler. Da kartellerne begynder at smugle terrorister over den amerikanske grænse tager agent Matt Graver (Josh Brolin) kontakt til den mystiske Alejandro (Benicio del Toro), hvis familie blev myrdet af en kartelleder. Alejandro kidnapper kartellederens datter for at optrappe konflikten, men da kartellederen er villig til at ofre sin egen datter, ligger hendes skæbne i Alejandros hænder.

Publiceret 13 July 2018 06:00

SENESTE TV