Østholdet: Christoffer Friman, Nybolig Vordingborg og Charlotte Høier, EDC Strandfelt, Albertslund. Vestholder: Stine Lyngbo Ries, Nybolig Blåvand og Rasmus Milling, Boligrådgivningen, Højbjerg. Foto: Løkken Folkeblad

Østholdet: Christoffer Friman, Nybolig Vordingborg og Charlotte Høier, EDC Strandfelt, Albertslund. Vestholder: Stine Lyngbo Ries, Nybolig Blåvand og Rasmus Milling, Boligrådgivningen, Højbjerg. Foto: Løkken Folkeblad

EDC-Charlotte med i Hammerslag: Det var godt nok sjovt

Charlotte Høier fra EDC-Strandfelt er med på et af mæglerholdene, der til efteråret skal gætte boligpriser i DR1’s Hammerslag

Af
Jørgen Brieghel

tv-program ”Det var godt nok sjovt. En kæmpe oplevelse. Meget større end jeg havde regnet med!”

Charlotte Høier fra EDC-mæglerne Strandfelt i Albertslund er stadig oppe i skyerne, efter at hun i midten af juni var med til optagelserne på DR1-programmet ”Hammerslag”.

Hun blev headhuntet til programmet, da hele holdet med vært Christian Degn tidligere lavede optagelser i en bolig i Herstedøster. Strandfelt havde boligen til salg, og Charlotte Høier præsenterede den. Her blev hun spurgt, om hun kunne have lyst til at være med på et af de to mæglerhold, der dyster om at gætte boligpriser i programmet.

Charlotte Høier svarede ja med det samme, og det har hun ikke fortrudt.

Hemmelighedskræmmeri

”Der er en masse hemmelighedskræmmeri omkring hele produktionen”, fortæller Charlotte Høier. ”For mæglerne skal ingen chance have for at forberede sig på forhånd ved f.eks. at sætte sig ind i boligpriserne i det område, hvor der gættes”.

”Jeg fik at vide, at jeg skulle være klar mandag morgen. Her blev jeg hentet af min makker på holdet, Christoffer Friman fra Nybolig i Faxe. Vi skulle så tage færgen fra Odden til Aarhus. Men Christoffer Friman fortalte mig, at det slet ikke var sikkert, vi skulle gætte boliger i Jylland. Det var ikke ualmindeligt, at man fik at vide ved ankomsten til Aarhus, at man godt kunne tage færgen tilbage igen! Det handler jo om at forvirre os. Men sådan blev det ikke. Vi blev hentet ved havnen i Aarhus af holdet og ’mor’ projektleder Eva Svane. Herfra gik det afsted i Vito kassevognen. Her var gps’en i øvrigt sat, så den kun fortalte, hvilken vej vi skulle køre. Ikke hvornår vi ville nå frem. For så kunne man måske gætte området!”

Der blev kørt nogle timer, men vi kan ikke afsløre, hvor turen gik hen. Det må man selv se i programmet. Optagelserne fandt dog sted i Jylland.

”Men jeg kan fortælle, at vi skulle optage til to programmer. Det ene med 1800-tals ejendomme, og det andet med ferieboliger”, afslører Charlotte Høier.

Har aldrig set så mange kabler

Den første produktionsdag meget tidligt tog TV-holdet ud for at sætte lys og gøre klar på den første bolig.

”Jeg har aldrig set så mange kabler og så mange lamper – og det på en solskinsdag! Og holdet har egen generatorvogn med til at producere strøm. Men det hele blev sat så nænsomt og professionelt, at man slet ikke bemærker, der er lys på”.

”Eva tog sig af os, mens holdet gjorde klar. Vores mobiler var inddraget, så vi ikke kunne lave ’research’ undervejs. Det betød til gengæld, at vi mæglere havde tid til at sidde og snakke sammen og hygge os. Jeg var den eneste nye på holdet, og der blev taget rigtig godt imod mig. Alle var utroligt søde, og der var en fantastisk god stemning på hele produktionsholdet og os mæglere imellem”.

Inden kameraerne rullede, fik de to mæglerhold lidt informationer om de ejendomme, de skulle vurdere priser på.

Så går det løs

”Så går det ellers løs. Hvert hold havde 30-45 minutter til at gennemgå boligen med kamera på. Det bliver så senere redigeret til betydeligt kortere. Man går lige på; får en finger i ryggen af Christian Degn, når man skal gå frem. Og så er det ellers om at beskrive boligen. Der er ingen krav til, hvad man skal sige eller ikke må sige. Men man skal være ærlig i sin bedømmelse. Min egen holdning er, at alle boliger kan sælges og alle piger blive gift! Så det handler f.eks. om at pege på de muligheder, der er i en bolig, i stedet for at sige, at man synes den er smagløst indrettet. Omvendt vil de også gerne have, at der falder nogle sjove bemærkninger, og der må gerne være lidt kant!”

Og det skulle alle, der kender Charlotte Høier vel vide, at hun godt kan finde ud af!

Hun fik da også at vide af produktionsfolkene, at hun fungerer godt på tv.

”Men det vil vise sig. Det må folk jo selv afgøre!”, siger Charlotte Høier, der ikke selv har set de færdige programmer. Det får hun først lov til sammen med alle os andre. Datoerne er ikke klar endnu. Det bliver til efteråret.

Lokalt kendskab

”Men jeg vil efterfølgende sige, at folk hjemme i stuerne skal vide, at de kan føle sig lige så gode som os mæglere til at prisbedømme de boliger, holdet bag Hammerslag finder. For vi kommer jo rundt i lokalområder, hvor vi intet kendskab har til prisforholdene eller lokale faktorer som påvirker en prissætning. Det sidste fandt vi ud af, kan jeg godt fortælle uden at afsløre for meget! Derfor er min pointe også, at det altid er vigtigt at bruge sin lokale mægler, når man skal handle hus. Kun de ved, hvad der rører sig, lige der hvor huset er”, siger Charlotte Høier.

Skal være med igen

”Da jeg tog hjem – godt træt efter en lille uges optagelser – var min tanke, at jeg har været privilegeret at få mulighed for at være med til noget så spændende som optagelser til Hammerslag. Og det kunne være sjovt at prøve en gang til. Der gik da også kun fem dage, så blev jeg kontaktet af Hammerslag, der spurgte, om jeg var frisk på at være med til en ny runde! Det er jeg naturligvis. Optagelserne finder sted i uge 5, og det glæder jeg mig rigtig meget til”, slutter Charlotte Høier.

Publiceret 20 July 2018 06:00