Der er intet indbydende her. Terrassen er fuldstændig tom bortset fra nogle enkelte borde, som ingen benytter, mener John Lindblad Christensen. Privatfoto

Der er intet indbydende her. Terrassen er fuldstændig tom bortset fra nogle enkelte borde, som ingen benytter, mener John Lindblad Christensen. Privatfoto

DEBAT: Sundhedshuset - jeg har ikke skiftet mening

Af
John lindblad Christensen

Åleslippen 39

Jeg skrev et beskedent læserbrev, da Sundhedshuset var færdigt. Overskriften lød: "Sundhedshuset - en rædsel."

Og jeg har ikke skiftet mening efter at have været i personlig berøring med huset. Tomme, farveløse gange og såkaldte opholdsstuer. Ja, hvid er jo en slags farve. Ligegyldige billeder på væggene. Der hænger oven i købet et gammeldags vaskebræt(?) Inspireret af "Yt til nyt" i TV.

Beboere, som bare sidder i deres kørestole ude på gangen. De sad der for et år siden, og de sidder der endnu.

En spisestue, som mere ligner en kantine på en fabrik end det, som min generation mener med spisestue. Og jeg undrer mig, når jeg læser på hjemmesiden, at:

" Plejeboligerne er alle en del at plejecentret, og de store fællesarealer inde og ude indbyder til, at beboerne er en del af hinandens hverdag."

Det er jo rene vrøvl. Der er intet indbydende her. Terrassen er fuldstændig tom bortset fra nogle enkelte borde, som ingen benytter.

Jeg blev for ca. et år siden opfordret til at lave en hønsegård, og jeg var klar til at gå i gang. Ved hjælp af donationer kunne jeg gøre det gratis og ydermere lave et ti kvadratmeter højbed, som beboerne kunne have glæde af, fordi der kunne gro genkendelige ting som grøntsager og bærbuske. (Jeg har selv haft høns og have i mange år.)

Men dagen før jeg skulle begynde blev det hele fejet af bordet af en nyudnævnt leder. Ingen begrundelse.

Personalet gør, hvad de kan, men også her halter det. Beboere, som jeg har talt med, siger, at der hele tiden er nye mennesker. Man kan ikke nå at lære dem at kende. Og hvad har en muslimsk pige på tyve år tilfælles med Hans eller Lise på 85?

Jeg fik en mail fra Thyra Frank, som fortalte, at hun netop har bevilget 19,5 millioner ekstra til ældreplejen. Men det hjælper jo ikke, når fantasien og indlevelsen mangler.

Endelig: Afskaf dog begrebet "weekend". Naturligvis skal personalet have fri, men det indebærer jo, de ensomme bliver endnu mere ensomme, når den sidste rest af aktivitet eller adspredelse forsvinder fredag klokken 15.

Jeg synes ikke, vi kan være det bekendt.

Hvis jeg skulle blive dement, er jeg selv sikret. Jeg har en reservation til "Dagmarsminde" i Græsted. Her har de både høns, hunde, geder og fisk, og man bruger IKKE MEDICIN overhovedet.

Publiceret 30 July 2018 10:10