Der er kurve fyldt med fuglebøger til udlån og i løbet af Vestegnens Kulturuge, er der arrangeret højtlæsning for børnehavegrupper. Pressefoto

Der er kurve fyldt med fuglebøger til udlån og i løbet af Vestegnens Kulturuge, er der arrangeret højtlæsning for børnehavegrupper. Pressefoto

Et sted til fordybelse: Isfuglens rede er landet

Reden indvies søndag af kunstneren og formand for kultur- og fritidsudvalget

”Nogle ting ved man ikke på forhånd, man har brug for. Og bagefter kan man ikke leve uden. Sådan en ting er ”Isfuglens rede””, mener kulturkonsulent Anne Kathrine Hviid Bagger.

”Isfuglens rede” er landet i søen ved rådhuset. Her har kunstner Veronica Hodges flettet gennem hele sommeren, og resultatet er en stor rede på vandet, som kan rumme op til seks voksne ad gangen.

”Reden skal være et kulturelt mødested i Albertslund, hvor man kan fordybe sig eller læse bøger om fugle fra Biblioteket”, siger Anne Kathrine Hviid Bagger.

Veronica Hodges tanke med værket er at: ”Reden er en metafor for det sted, hvor vi kommer fra og føler os trygge. Den tryghed, der skal til for, at vi bliver i stand til at komme ud af reden og møde andre mennesker. Det er mit håb, at reden kan give rum til fællesskab og samtale.”

Og den stafet har Biblioteket taget op. Der er kurve fyldt med fuglebøger til udlån og i løbet af Vestegnens Kulturuge, er der arrangeret højtlæsning for børnehavegrupper.

Reden ferniseres

Det er også i forbindelse med familiebegivenheden ”Beats & Birds” på Forbrændingen 16. september kl. 14.45, at reden bliver ferniseret.

Her vil kunstneren og formanden for Kultur- og Fritidsudvalget Hediye Temiz klippe snoren til reden - og alle er velkomne.

”Det er efterhånden en hel skulptursø, vi har ved rådhuset, og det højner oplevelsen af området, at der er god kunst at kigge på. Men reden er ikke kun til pynt, den kan man faktisk bruge. Jeg glæder mig til at opleve den og se hvordan specielt børnene tager imod den”, siger Hediye Temiz.

Der er i alt seks reder at gå på oplevelse i. Tilsammen udgør de kunstværket ”Livets reder”, som er realiseret i forbindelse med Vestegnens Kulturuge. De andre reder er i Høje Tåstrup, Hvidovre, Rødovre, Ishøj og Vallensbæk.

brie

Publiceret 12 September 2018 06:00

SENESTE TV