Fremtiden for Albogrunden kommer til at se sådan her ud. Grafik: Zeso Architects.

Fremtiden for Albogrunden kommer til at se sådan her ud. Grafik: Zeso Architects.

Nu sælges Albogrunden: Nye boliger på vej

Over 90 nye boliger skal opføres på grunden

Af
Finn Due Larsen

Så ligger det fast, hvad der skal ske med Albogrunden. Pædagogernes Pensionsselskab er valgt som køber af grunden i et samarbejde med Kuben Management, og planen er at opføre over 90 nye boliger på grunden.

Det ligger fast, efter kommunalbestyrelsen tirsdag aften godkendte salget af Albogrunden til PBU, der er Pædagogernes Pensionsselskab i et samarbejde med Kuben Management. Grunden, som i mange år dannede rammer for ældre mennesker på plejehjemmet Albo, går dermed helt nye tider i møde.

”Jeg ser frem til, at der kommer nyt liv på Albogrunden i et nyt boligområde med både lejligheder og rækkehuse. Det er første led i den ambitiøse byudvikling af midtbyen, som vil ske de kommende år. Og salget vidner om, at det er blevet attraktivt at investere i Albertslund. Det glæder jeg mig selvfølgelig over,” siger borgmester Steen Christiansen.

Albertslund Kommune havde sendt Albogrunden i udbud med frist i juni 2018. På den baggrund modtog kommunen fire tilbud med ideer til etablering af nye boliger. Af de fire bud valgte kommunalbestyrelsen altså at sælge til PBU i et samabrejde med Kuben Management.

"Det er et rigtig spændende og lovende projekt for nye boliger, som PBU og Kuben Management vil realisere i hjertet af vores by. Det er begyndelsen på et nyt kapitel i udviklingen af vores by, som vi godt kan glæde os til,” siger Steen Christiansen.

Kapitlet, hvor grunden blev brugt som ældrecenter, sluttede, da Albo rykkede til de nye rammer i Albertshøj i 2016. Og nu starter altså et nyt kapitel.

Publiceret 12 September 2018 15:47

SENESTE TV