Se video og billeder: Albertslund har fået en ny skov - tag med ind i Fortælleskoven

På hovedbiblioteket kan man gå på opdagelse i Fortælleskoven og lade idéerne og fantasien blomstre og gro

Af
Jørgen Brieghel

fantastisk Her spirer fantasien. den vokser og dør. Nye fantasi-frø vokser op og sådan kan man blive ved.

Fortælleskoven er den nye skov i Albertslund. Den er plantet på hovedbiblioteket og blev officielt indviet onsdag.

Skoven er som en af de gammeldags tredimensionelle julekalendere, man kan åbne, bevæge, rykke i og bladre videre i. Den er lavet af træ med tegninger af Jørn Villumsen og med masser af fantasifulde fortællinger af forfatter Kim Fupz Aakeson, som vi alle sammen kender fra bøgerne om Vitello.

Børn fra Egelundskolen var med til at åbne skoven og de var de første til at dykke ind i den.

Men inden da havde bibliotekschef Marie-Louise Fischer Hoffmann budt alle velkommen. Hun fortalte, at biblioteket i mange år har samarbejdet med andre om at skabe udstillinger til glæde for store og små.

”Vi vil gerne imponere, lokke, larme og fortælle. For jer og for fællesskabet”, sagde hun.

Fortælleskoven har tidligere været på besøg på bibliotekerne i Frederiksberg og Helsingør.

Kim Fupz Aakeson kunne derefter afsløre, at han er gammel albertslunder.

”Jeg har faktisk gået på jeres skole – på Egelundskolen inden den var færdig. Den gang gik vi i skole i barakker. Jeg sad ind i mellem og kedede mig. Så kiggede jeg ud af vinduet, og tankerne begyndte at flyve. Jeg fik idéer, og idéer har jeg fået lige siden. Men man kan ikke selv bestemme, hvornår idéerne skal komme. De dukker op, når de vil. Men man kan godt lokke dem frem, og Fortælleskoven er god til at lokke idéer og fantasien frem”, sagde han.

Borgmester Steen Christiansen ønskede tillykke med den nye skov – Fortælleskoven. Han fortalte to små historier om hans egen barndom, om fantasien og eventyrene.

Men så blev snoren til den nye skov klippet over, og børnene fra Egelundskolen myldrede ind og gik på opdagelse i skoven.

Man bliver træt og sulten af en skovtur. Så biblioteket var vært ved saft, kaffe og kage.

Og så var der sat nye fantasifrø, der kan blomstre. Alle er velkomne til at gå på opdagelse i den nye skov. Den er på hovedbiblioteket året ud.

Slots- og Kulturstyrelsen har støttet projektet.

Publiceret 11 October 2018 07:00

SENESTE TV