Sådan forestiller Citycon sig, at Albertslund kan udbygges i fremtiden. Tegning fra masterplanen

Sådan forestiller Citycon sig, at Albertslund kan udbygges i fremtiden. Tegning fra masterplanen

Vær med til at bestemme hvad der skal ske i Albertslund Centrum

Albertslund Kommune og centrets ejer, Citycon, inviterer til borgermøde om udviklingen af centerområdet

Af
Jørgen Brieghel

centrum Hvad skal der ske med Albertslund Centrum? Det har centrets ejere, Citycon, og kommunen et bud på.

Politikerne i kommunalbestyrelsen har netop vedtaget en såkaldt masterplan for centret.

Planen giver bud på, hvordan man ønsker at udvikle centret med nybyggerier m.v.

Nu inviteres albertslunderne til at komme med deres meninger.

Mandag den 22. oktober kl. 19-21,30 i Kongsholmcentrets auditorium er der borgermøde.

Her får man mulighed for at komme med idéer, ønsker og kommentarer til planen. Og fortælle hvad man synes er vigtigt at have med ind i fremtidens Albertslund Centrum.

Aftenen forløber således: Først kommer der et oplæg om den udvikling som masterplanen beskriver. Derefter sætter deltagerne sig sammen i workshops om nogle af temaerne i planen.

Man skal tilmelde sig senest 18. oktober på ahc@albertslund.dk

Det besluttede politikerne

Mødet tager altså udgangspunkt i den masterplan, som netop er vedtaget og sendt i høring.

På kommunalbestyrelsesmødet sagde Dogan Polat (Soc.):

”Meningen med Masterplanen er at nytænke området og skabe mulighed for boliger, butikker og offentlige funktioner. Planen suppleres af en miljørapport, der beskriver forhold som sol, skygge og vind, når der skal bygges i centret”, sagde Dogan Polat.

Hediye Temiz (Rad.) sagde:

”Der mangler lidt en afklaring på cykelforholdene gennem eller forbi centret i fremtiden. det bør også indtænkes i denne plan”, sagde hun, og derfor ville hun undlade at stemme.

Allan Høyer (DF) sagde, at det er et ”spændende og meget ambitiøst projekt. Personligt synes jeg, at Citycon skulle bruge deres kræfter på at få det nuværende center til at fungere optimalt. I Miljørapprten står der, at skygge- og vindforhold ikke er alvorlige. Men en ting er teori, noget andet praksis. Se bare i Høje-Taastrup”, sagde han, og så var han i øvrigt ærgerlig over, at forslag om delvis overdækning af centret ikke er med i planen.

Brian Palmund (V) var tilfreds med masterplanen.

”Det var bl.a. os, der ønskede en plan for centerudviklingen, da Citycon overtog centret. Jeg synes det ser spændende ud, og vi glæder os til at sende det i høring”, sagde Brian Palmund.

Trafikken i byen

Helge Bo Jensen (Enh.): ”Det er jo ikke fordi, at når der vedtages en masterplan, at der så også realiseres noget som helst. Det må tiden vise,. om nogen vil det. Jeg synes i øvrigt, det er et problem, at miljøredegørelsen er lavet af folk, som centrets ejere har hyret til det. Hvordan kan det f.eks. være, at en massiv udbygning af centret kun vil få lille effekt på trafikmængden i byen?”, sagde Helge Bo Jensen.

Leif Pedersen (SF) sagde, at det er godt at sende i høring og få input på, hvad andre tænker om udviklingen af centret.

”Det er et pejlemærke på, hvordan der kan skabes et levende bycentrum i Albertslund. Det med cykelstier har vi diskuteret i mange år. Vi er klar til at kæmpe for det sammen med De Radikale”, sagde Leif Pedersen.

Lars Gravgaard Hansen (Kons.) sagde, at en masterplan er et signal til dem der skal bygge. ”Vi signalerer: hvis I kommer med et godt forslag, så er vi klar”, sagde han.

Paw Østergaard Jensen (Soc.) sagde til Hediye Temiz, at hun skulle droppe sit forbehold, og så kunne der i masterplanen stå noget om cykling i centret.

”Der er også andre ting i masterplanen, jeg ikke er enig i, så vi undlader”, svarede Hediye Temiz.

Kenni Flink (Alt.) sagde, at han ville stemme for. ”Så kan borgerne jo kommentere på, hvad de mener om at bygge i højden”, sagde han.

Herefter blev det besluttet at sende masterplanen i høring, idet Enhedslisten og de Radikale undlod at stemme.

Og det er altså den masterplan, albertslunderne nu inviteres til at kommentere på på mødet mandag.

Publiceret 16 October 2018 10:30

SENESTE TV