Rigtige venner: Repræsentanter for flere venskabsbyer, heriblandt Albertslund, var samlet i Ricany. Privatfoto.

Rigtige venner: Repræsentanter for flere venskabsbyer, heriblandt Albertslund, var samlet i Ricany. Privatfoto.

Se billederne: Albertslund deltog i tjekkisk 100-årsfest

Jubilæet for Tjekkoslaviets dannelse blev fejret i Ricany, der er Albertslunds tjekkiske venskabsby

Af
Finn Due Larsen

Brobygning I 25 år har Albertslund været venskabsby med Ricany nær Prag, og det er 100 år siden at republikken Tjekkoslovakiet blev dannet efter 1. verdenskrig.

Det var baggrunden for, at en deputation fra Albertslund netop har været afsted til Ricany, som inviterede gæster til at deltage i den nationale fejring. Ud over borgmesteren var også chefen for kulturforvaltningen René Birkemark Olesen og repræsentanter for Albertslund venskabsbyforening, Birgit Krüger Larsen og Britta Jørgensen, inviteret.

Alle Ricanys venskabsbyer i Tyskland, England, Polen og Sverige var i dagene 27. og 28. oktober også repræsenteret ved politikere, forvaltningsfolk og frem for alt venskabsbyforeninger, som er kernen i dette mellemfolkelige møde.

"Vær stolte af jeres nations udvikling", var borgmester Steen Christiansens slutord i den tale, som han holdt ved den lejlighed.

I byens midte er der nu anlagt en park, Vaclav Havel Parken, hvor alle venskabsbyer plantede deres nationale træ – fra Albertslund selvfølgelig bøgetræet. Der var inviteret til koncert med lutter tjekkoslovakiske komponister og kunstnere, middag med officielle taler, kransenedlæggelse ved byens monument for de unge mænd, der ofrede livet i krigen og en fejringsgudstjeneste i byens store kirke.

Blev berørt af folks glæde

"Det var et meget flot arrangement, som vi nød at være en del af – faktisk æresgæster. At fejre friheden og fremtiden er meget vigtig for et land, der historisk og politisk har været igennem så mange forfærdelige begivenheder. Da nationalsangen blev sunget i kirken kunne man ikke undgå at blive berørt af folks glæde ved at kunne fejre denne festdag", siger Britta Schneider Jørgensen fra Venskabsbyforeningen.

"Ved den store middag glædede det vores gruppe, at folk fra Ricanys forvaltning havde ønsket at sidde ved Albertslund bordet – de ville høre om supercykelstier, byplanlægning, vejbelysning og grøn omstilling. De blev inviteret til Albertslund for at se nærmere på, hvad vi her regner for en selvfølgelig del af vores dagligdag. På den måde kan venskabsbysamarbejdet berige vores byer med gensidig idéudveksling."

Ud over alle de officielle arrangementer var der god tid til at møde vennerne fra alle Albertslunds venskabsbyer. De var alle indkvarteret på samme hotel, så der blev hilst og snakket livligt mellem gamle venner og nye repræsentanter fra nær og fjern.

Åben for alle

I år har Albertslunds venskabsbyforening været på besøg i Whitstable, Grabow og Mölndal, og som noget helt nyt har nogle medlemmer været på besøg i franske Dainville, som indtil nu kun er venskabsby med Whitstable. I slutningen af november kommer svenskerne på besøg. De er med til juletræstænding i centeret, og så trækker juleudstillingen i Tivoli..

Britta Schneider Jørgensen forklarer, at medlemskab af Venskabsbyforeningen er åben for alle interesserede borgere i byen. Foreningen vil meget gerne have kontakt med unge mennesker, der ønsker at komme tættere på andre kulturer end et hotelophold.

Interesserede kan kontakte formanden på adressen Britta.Schneider.Joergensen@skolekom.dk

Publiceret 08 November 2018 07:00

SENESTE TV