Thorgej Steen Hansen er gået i gang med det store farverige værk, som skal udsmykke Sundhedshuset. Privatfoto

Thorgej Steen Hansen er gået i gang med det store farverige værk, som skal udsmykke Sundhedshuset. Privatfoto

Kunst skal motivere til bedre livskvalitet

Kunsten rykker ind i Sundhedshuset. Kunstner Thorgej Steen Hansen er i fuld gang med sit værk

Af
Jørgen Brieghel

værk Kunstner Thorgej Steen Hansen er gået i gang med det store farverige værk, som skal udsmykke Sundhedshuset.

Det er allerede nu muligt at se resultatet af de første penselstrøg, som sammen med mange andre, skal danne et helt værk i de fem gennemgående farver: rød, gul, grøn, blå og sort.

Statens Kunstfond foreslog Thorgej Steen Hansen til jobbet, da Albertslund Kommune i 2016 indgik i et samarbejde med fonden om at udsmykke Sundhedshuset.

”Der er tale om et ret stort værk. Det begynder med ganske få farver i træningstrappens kælder og breder sig ud over flere og flere flader opad i bygningen. Når det er færdigt, bliver det muligt at opleve det som en ubrudt helhed fra kælder til kvist eller i selvstændige brudstykker – alt afhængigt af, hvor i huset man støder på det”, siger Kulturkonsulent Anne Kathrine Hviid Bagger.

Farverne er på vej ind. Privatfoto

Farverne er på vej ind. Privatfoto

Liv og motivation

Tankerne bag udsmykningen er, at den skal skabe liv og motivation i de ellers overvejende hvide, beige og grå omgivelser på træningstrappen og første salen, hvor alle træningsrummene er placeret.

”Udsmykningen skal, ligesom alle vores andre tiltag, bidrage til, at alle brugerne af Sundhedshuset får et godt og sundt liv. Det skal for eksempel motivere de hofteopererede til at nå længere op ad træningstrappen for lige at se, hvad der gemmer sig om hjørnet eller stimulere vores allermindste brugeres sanser, når de træner motorik med børnefysioterapeuterne” siger leder af Sundhedshuset Mette Gerhard.

Det forventes, at værket er færdigt i første halvdel af 2019.

Publiceret 14 November 2018 06:00

SENESTE TV