Kom til debat: Arbejderne - det forsvundne folk?

Forfatteren Lars Olsen er midtpunkt i en åben debataften, arrangeret af S, SF og tre fagforeninger

Af
Finn Due Larsen

Arbejdsliv 39 procent af alle danskere i job har et arbejde som slider på kroppen. Så hvordan kan det være, at politikerne ikke taler om dem og til dem?

De er pædagoger, byggefolk og industriarbejdere, men i den politiske debat er det som om, de er forsvundet.

Det er oplægget for en debataften med forfatter, analytiker og debattør Lars Olsen. Han udgav for tre måneder siden bogen "Det forsvundne folk", som sætter spot på dem med job, der sender dem til lægen på grund af arbejdet, og hvor panodiler er en del af arbejdsdagen.

Nu kommer Lars Olsen til Albertslund, for at holde foredrag og diskutere med publikum. Det sker i Sundhedshusets café tirsdag 27. november klokken 19, hvor alle er velkomne, og der er gratis adgang. Bag aftenen står Socialdemokratiet, SF og de tre fagforeninger PMF (Pædagogmedhjælperne i FOA), Malernes Fagforening og 3F Vestegnen.

Vivi Nør Jacobsen og Paw Østergaard Jensen står sammen med lokale fagforeninger bag debataftenen i Sundhedshuset, der er åben for alle, og med gratis adgang.

Vivi Nør Jacobsen og Paw Østergaard Jensen står sammen med lokale fagforeninger bag debataftenen i Sundhedshuset, der er åben for alle, og med gratis adgang.

"Det er tankevækkende, at Folketingets politikere ikke gør mere for at ændre på det faktum, at folk bliver syge og slidte af at gå på arbejde i dagens Danmark. Det må være muligt at komme tættere på at sikre alle nogenlunde ligge mange gode år som pensionist når arbejdslivet er slut", siger Paw Østergaard Jensen (Soc.), medlem af kommunalbestyrelsen og en af arrangørerne.

En anden medarrangør er Vivi Nør Jacobsen, folketingskandidat for SF:

"Vi skal have et arbejdsliv, der er til at arbejde med. Vi glemmer de nedslidte. Og de senere år er stress blevet en epidemisk sygdom, som rammer i de fleste brancher og fag. Det er skræmmende. Ikke kun fordi det koster os hvad der svarer til tre storebæltsbroer om året, men fordi det ofte koster den enkelte dyrt på selvopfattelsen og mange rammes af skyld og skam. Det er helt skævt, og vi skal sammen tage ansvar for, at vi får bedre arbejdsliv, som vi kan holde til."

Arrangørerne har samlet opbakning til arrangementet hos fagforeninger i lokalområdet.

"Vi synes, det er vigtigt, at vi snakker om det her, og at vi ikke gemmer nedslidning og stress væk, som om, det er noget, der kun rammer de få. Det rammer mange og det rammer hårdt. Løsningen på det er bedre arbejdsmiljø og at vi tager fælles ansvar, men nemt er det ikke", siger Vivi Nør Jacobsen og Paw Østergaard Jensen.

Der er lagt op til en aften med højskoleånd. Ud over foredraget af Lars Olsen er der debat henover en kop kaffe og en småkage, afbrudt af en fællessang eller to.

Publiceret 17 November 2018 06:00

SENESTE TV