Esben Krogh og Jeanne Jeppesen. Foto: brie

Esben Krogh og Jeanne Jeppesen. Foto: brie

Ny i Føtex-slagterafdelingen: Albertslund-dreng vender hjem

Esben Krogh er nyansat i Føtex Albertslund

Af
Jørgen Brieghel

”Det er ikke let at få fat i slagtere nu om stunder, så vi er rigtig glade for, at vi har kunnet ansætte Esben Krogh i vores slagterafdeling”, siger Lasse Storm Hansen, varehuschef i Føtex Albertslund.

Esben Krogh er oven i købet en rigtig ’Albertslund-dreng’.

”Jeg er opvokset i Ørnens kvarter, har boet nogle år i København og er nu tilbage igen. Begge mine forældre bor stadig i Albertslund”, siger 55-årige Esben Krogh.

Han blev opfordret til at søge den ledige stilling i slagterafdelingen af Jeanne Jeppesen, der er slagtermester i Føtex Albertslund. De to kendte hinanden fra tidligere job.

”Jeg har stået i lære i Superland i Måløv, siden kom jeg til Favør, SuperBest – som blev til Menu – og har de seneste år været ansat i Irma. Senest i Irma Codanhus”, fortæller Esben.

Esben blev opmærksom på, at der var mulighed for at få job i Albertslund. Og efter at have fået en snak med Jeanne og Lasse, var han frisk på at prøve noget nyt.

Slagterfaget har ændret sig

”Slagterfaget har jo udviklet sig rigtig meget i min tid”, siger han. ”I dag er det stadig opskæring, men tiden kalder på convenience-food og færdigretter. Og så skal man være klar til at arbejde i delikatesse. Men det har jeg erfaring med fra mine tidligere ansættelser”.

Der tales lige nu meget om, at vi bruger færre penge på mad, spiser mere ude og køber flere færdigretter. Danskerne står ikke så meget i køkkenet derhjemme som tidligere. Tal viser, at vores forbrug på madvarer er stagneret, samtidig med at vi generelt bruger flere penge på andre indkøb.

”Det er der en forklaring på”, siger Lasse Storm Hansen. ”For der er sket en omvendt inflation på madpriserne de seneste år. Priserne er faldet, men de enheder der bliver solgt, er faktisk blevet flere. Derfor kan det se ud som om, vi ikke længere vil bruge penge på kød. Det holder ikke helt”.

Veganer-produkter

På andre områder er der også sket udviklinger inden for slagterfaget: Der kommer flere vegetarer og veganere.

”Det skal vi omstille os til, og det gør vi. Vi har f.eks. plantefars side om side med hakket kød, og vi har flere veganer-produkter på hylderne. Den slags ville slagtere ikke røre med en ildtang for blot få år siden!”, siger Lasse Storm Hansen med et glimt i øjet.

Esben Krogh kan man møde i slagterafdelingen, hvor han er i daglig kontakt med kunderne bag den åbne slagtermontre bagerst i varehuset. Her leverer han de udskæringer, man har behov for – og er ellers også frisk på at hjælpe kunderne med alle mulige spørgsmål om tilberedning, kogetider, tilbehør osv.

Publiceret 18 November 2018 11:40

SENESTE TV